KØB ABONNEMENT

Det danske C25-indeks falder efter amerikansk uro

ERHVERV/POLITIK • 6. NOV 2026 • 17:35

I toppen af fredagens handel fandt man Vestas og NKT, mens Novonesis og Coloplast oplevede fald.

Det danske C25-indeks er fredag inden weekenden lukket med et fald på 0,62 procent i en tid med uro på de globale markeder, der særligt har ramt tech-aktierne.

Kursen lød på 2008,97 ved luk for det toneangivende danske aktieindeks.

Indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen.

I toppen efter fredagens handel ligger Vestas med en stigning på 2,3 procent sammen med NKT, der oplevede en stigning på 2,1 procent.

Ørsted lukkede med en stigning på 1,2 procent.

I bunden faldt Novonesis med 4,2 procent, Coloplast med 3,3 procent og Genmab med 3,0 procent.

Sidstnævnte leverede ellers en pæn vækst i sit regnskab for tredje kvartal, der landede torsdag.

Resultaterne fra det danske biotekselskab kom oven på nye positive forsøgsresultater offentliggjort i sidste uge, der fik aktien til at stige med 29 procent. Det var aktiens største kurshop i 15 år.

Genmab havde offentliggjort resultaterne for et fase 3-forsøg, hvor man undersøgte effekten af kræftmidlet petosemtamab.

Lægemidlet skal bruges til behandling af hoved- og halskræft.

Også C25-indekset nåede for nylig en markant milepæl, da eliteindekset onsdag ramte den højeste lukkekurs siden september 2024.

Indekset steg samlet med 1,82 procent i løbet af onsdagens handel, og dermed lukkede det danske eliteindeks i kurs 2026,62.

Det tidligere rekordniveau for to år tilbage lød på 2039,66.

Men fredag inden weekenden har markedet altså vendt sig til rødt i tråd med den nedtur, der ramte de amerikanske aktier torsdag.

- Det har været nogle vilde markeder hen over midtvejsvalget. Dagen efter var stemningen positiv, fordi man tolkede, at det måske kunne give en løsning i Mellemøsten, så olieprisen og renterne faldt. Siden har det taget en drejning, fordi man er blevet bange for, at valget kan betyde, at man brænder sig på udviklingen af AI og datacentre, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT