Danskers elbilfirma skal afnoteres efter stort aktiefald

26. MAR 2024 • 00:15ERHVERV/POLITIK

Elbilfirmaet Fisker Inc. skal afnoteres fra børsen i New York på grund af en usædvanligt lav aktiepris.

Børsen i New York har mandag suspenderet handlen med aktierne i elbilfirmaet Fisker Inc. med henblik på at afnotere selskabet.

Det oplyser børsen, New York Stock Exchange, ifølge mediet CNN.

Fisker Inc. vil ikke kommentere oplysningerne over for Ritzau.

Udmeldingen kommer, efter at det tidligere mandag kom frem, at en potentiel aftale mellem firmaet og en "stor bilproducent" var brudt sammen.

Den udmelding fik aktierne i Fisker Inc., som har danske Henrik Fisker i spidsen, til at styrtdykke.

Aktiekursen lukkede i 0,09 dollar efter mandagens fald på 28 procent. Det svarer til lidt over en halv krone per aktie.

Ifølge New York Stock Exchange skyldes afnoteringen den usædvanligt lave aktiepris.

Tilbage i februar 2021 kunne man købe en aktie i Fisker Inc. for 28 dollar - lige under 200 kroner. Det gav selskabet en markedsværdi på knap otte milliarder dollar, hvilket er cirka 55 milliarder kroner.

Markedsværdien er i dag under 50 millioner dollar - omkring 344 millioner kroner.

Tidligere på måneden skrev den amerikanske avis Wall Street Journal - på baggrund af anonyme kilder - at Fisker Inc. har hyret rådgivere, som skal hjælpe med en mulig konkursbegæring.

Før det skrev Wall Street Journal, at firmaet advarede om, at det risikerer at løbe tør for penge.

Derfor har Fisker Inc. forsøgt at skaffe kapital fra investorer og samtidig været på udkig efter en ny producentpartner i USA.

Selskabet har senest ifølge avisen Børsen fremhævet omstruktureringer, refinansiering af gæld og udstedelse af aktier som nogle af de strategiske alternativer.

Henrik Fisker stiftede sit bilfirma i 2016. Offentliggjorte salgstal for 2023 viste, at selskabet havde solgt for 273 millioner dollar - 1,6 milliarder kroner - og havde en gæld på over en milliard dollar - knap syv milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU