Danske aktier lukker i grønt og genvinder lidt af tabt terræn
C25-indekset åbnede og lukkede i grønt tirsdag, efter en skrækstart på ugen mandag med største fald i to år.
Det danske C25-indeks lukker tirsdag i grønt med en stigning på 1,6 procent.Dermed er der lidt ro på igen, efter en mandag hvor det så noget anderledes ud.
Mandag var C25-indekset i rød hele dagen og faldt med 2,6 procent. Det var det største fald siden maj 2022.
Det skete, efter nøgletal i slutningen af sidste uge gjorde investorer nervøse for udviklingen i amerikansk økonomi.
Det fik aktieindeks over hele verden til at falde.
Nedturen begyndte fredag, hvor det danske C25-indeks faldt med 2,5 procent.
Frem til august var C25-indekset ellers steget med over ti procent i år til tæt på det højeste niveau i indeksets historie.
Trods tirsdagens fremgang er årets samlede stigning til dato efter flere røde dage i august reduceret til omkring 4,7 procent.
I toppen af indekset tirsdag er Novo Nordisk og Bavarian Nordic med en stigning på over fire procent.
I bunden faldt B-aktien i Mærsk mest med 1,5 procent. Også Ørsted ender med et fald på 1,30.
Kursfaldene mandag var særligt markante i Japan, hvor Nikkei 225-indekset mandag faldt 12,4 procent. Det var det største fald på en enkelt dag siden børskrakket i 1987 - også kaldet Sorte Mandag.
Men tirsdag har også de japanske aktier genvundet en del af den tabte værdi. Nikkei 225-indekset lukkede tirsdag med en stigning på 10,2 procent, mens det bredere Topix-indeks steg med 9,3 procent.
Også aktieindeks rundt i Europa bar mandag præg af den nervøse stemning.
I Tyskland faldt indekset DAX med 1,8 procent, mens det førende aktieindeks i Storbritannien, FTSE 100, faldt med 2 procent.
Begge indeks er tirsdag åbnet i plus.
I Danmark er C25 det toneangivende aktieindeks. Indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på fondsbørsen i København.
De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset, så kursudsving for de største selskaber betyder mere for udviklingen i C25-indekset end i de mindre selskaber.
/ritzau/