Dansk minister affejer Europarådets bekymringer om udrejsecentre
Europarådet er bekymret for menneskerettigheder, når EU-lande vil oprette udrejsecentre. Det afviser minister.
Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) affejer Europarådets bekymringer for menneskerettigheder, når Danmark og en række EU-lande forsøger at oprette et udrejsecenter uden for EU.- Den nødvendige EU-lovgivning er nu på plads. Det betyder også, at hensynet til menneskerettigheder allerede fremgår klart af den vedtagne EU-lovgivning, siger Morten Bødskov i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Europarådet og dets kommissær for menneskerettigheder, Michael O'Flaherty, har sendt et brev til Danmark og fire andre EU-lande.
Her lyder det fra Europarådet, at landenes planer om udrejsecentre uden for EU udgør "betydelige risici for menneskerettigheder, heriblandt mishandling og vilkårlig tilbageholdelse".
Ifølge Europarådet bør der derfor opsættes særlige foranstaltninger, der skal sikre, at retsgarantier bliver overholdt i udrejsecentrene.
Men det mener den danske udlændingeminister altså allerede fremgår af EU-lovgivningen, der blev vedtaget i EU-Parlamentet i juni.
Dermed blev der givet grønt lys til, at Danmark og andre lande kan indgå aftaler med tredjelande om at huse personer, der ikke har krav på asyl, og som ikke har lovligt ophold i Europa.
- Fra dansk side har vi en god dialog med Europarådet, og vi fortsætter arbejdet i vores såkaldte fem-landegruppe, hvor vi sammen med Tyskland, Holland, Østrig og Grækenland forventer at kunne indgå en aftale med et partnerland inden årets udgang om etableringen af et pilotprojekt i det nye år, siger Bødskov videre.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde til Berlingske i juni, at den vigtigste prioritet for hende i hendes tredje tørn som statsminister bliver modtage- og udrejsecentre uden for EU's grænser.
46 europæiske lande er medlemmer af Europarådet. Rådet har til formål at overvåge demokratiets og retsstatens tilstand og menneskerettighedernes vilkår i medlemslandene.
Europarådet har hovedsæde i Strasbourg og er ikke en del af EU.
RITZAU
