Dansk Industri efterlyser langt bedre kriseberedskab

18. JUN 2024 • 22:19ERHVERV/POLITIK

DI-direktør Lars Sandahl Sørensen efterlyser bedre krisekoordination på tværs af myndigheder.

Det kan godt være, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen i weekenden opfordrede danskerne til at forberede et nødberedskab derhjemme.

Men ministeren bør også kigge indad og sikre, at Danmark som land er klar til at håndtere en større krise.

Det mener Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør for Dansk Industri.

- Vi har sovet tornerosesøvn i flere årtier og er slet ikke forberedt på den alvorlige situation, vi står i nu.

- Vi er slet ikke klar til en krisesituation eller krigslignende situation, hvilket står i kontrast til Norge, Sverige og Finland, siger direktøren i et interview med Jyllands-Posten.

Når Lars Sandahl Sørensen peger på vores nordiske naboer, er det fordi at flere af dem har oprettet en central myndighed, der har eneansvaret for landets beredskab.

Det står i kontrast til det danske sektoransvar, hvor en lang række ministerier har ansvar for hver sin beredskabsplan.

- Sektoransvaret er fint og en god, dansk løsning, men sektorerne skal koordineres og udvikles på tværs. Det kræver en central kapabel organisation med mandat. Der er ikke noget, som er koordineret på tværs, siger Lars Sandahl Sørensen til Jyllands-Posten.

En mulighed er af uddelegere ansvaret til Den Nationale Operative Stab, der også fungerede som koordinerende organ under coronakrisen.

Troels Lund Poulsen siger i en skriftlig kommentar til avisen, at regeringen vil arbejder for en aftale om det fremtidige beredskab uden dog at lægge sig fast på, hvilken model han foretrækker.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU