Danmarksdemokraterne bakker nu op om S-borgmester i Aalborg

24. NOV 2025 • 17:58ERHVERV/POLITIK

Efter at De Konservatives Vibeke Gamst har forladt den borgerlige lejr, gør DD-byrødder det samme i Aalborg.

Danmarksdemokraterne i Aalborg Kommune tilslutter sig mandag en konstitueringsaftale, der står bag den siddende borgmester, Lasse Frimand Jensen (S).

Danmarksdemokraterne var ellers med i et forsøg på at gøre Jes Lunde (R) til borgmester.

- Det mislykkedes. Vi tabte. Og man skal erkende, når man får et nederlag, siger byrådsmedlem Peter Lindholt (DD) ifølge Nordjyske.

- Men det var i går. Nu har vi en ny dag, og vi skal se fremad, og det her er den måde, hvorpå vi kan få maksimal indflydelse med vores politik i det kommende byråd, siger han.

Og det kan Peter Lindholt sige med stor vægt, for aftalen betyder, at han selv får en rådmandspost.

Efter at have fået Danmarksdemokraterne med om bord har Lasse Frimand Jensen nu støtte fra 18 af de 31 medlemmer af byrådet.

Efter kommunalvalget så borgmesteren ud til at have sikret sig et smalt flertal i byrådet.

Men blå partier stablede et alternativt flertal på benene, hvor De Radikales Jes Lunde skulle være borgmester med et enkelt mandats flertal.

Det fik De Konservatives Vibeke Gamst til at forlade det blå flertal og stille sig bag, at Lasse Frimand Jensen kunne fortsætte som borgmester.

Vibeke Gamst afventer nu at blive ekskluderet af De Konservative.

Peter Lindholt fortæller til Nordjyske, at beslutningen om at bakke op om Lasse Frimand Jensen er aftalt med formand Inger Støjberg (DD).

Hun havde krævet af sine byrødder, at de under ingen omstændigheder måtte bakke op om en rød borgmester, hvis der kunne skaffes et blåt flertal.

Inger Støjberg ekskluderede lige efter valget kommunalbestyrelsesmedlem Ole Blickfeldt fra Danmarksdemokraterne, fordi han pegede på en SF-borgmester i Lejre Kommune.

Det gjorde han, selv om der var et blåt flertal i kommunalbestyrelsen efter valget tirsdag i sidste uge.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT