Danmark sender pumper og telte til oversvømmet region i Ukraine

8. JUN 2023 • 15:47ERHVERV/POLITIK

Hjælpeudstyr til at håndtere oversvømmelsen i Ukraine sendes fra Danmark torsdag. Det er blandt andet telte.

To højkapacitetspumper, 35 telte til indkvartering, tre mindre både med transportflåder samt en større generator.

Det er indholdet i en pakke, Danmark nu sender til den oversvømmede Kherson-region i Ukraine.

Det oplyser Ministeriet for Udviklingssamarbejde og Global Klimapolitik i en pressemeddelelse.

Udstyret sendes fra Danmark til Ukraine torsdag.

- Vi har været i tæt dialog med de ukrainske myndigheder om, hvad de har brug for. Her har vi kunnet hjælpe med udstyr designet til at håndtere oversvømmelser, som gør det ukrainske beredskab i stand til at reagere effektivt og kraftfuldt, siger Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, i meddelelsen.

Kherson-regionen grænser op til byen Mykolaiv. Her har Danmark indgået en aftale med Ukraine om at hjælpe til med genopbygningen efter russiske angreb.

Det er Ukraine, der har anmodet om hjælp til at håndtere oversvømmelsen fra Danmark, skriver ministeriet.

Udstyret sendes fra Beredskabsstyrelsens internationale logistikcenter i Herning og ventes ankommet i Ukraine lørdag.

Udstyret har en værdi af 2,5 millioner kroner. Det bliver finansieret af udviklingsbistanden.

Oversvømmelsen af regionen skete, efter at Nova Kakhovka-dæmningen blev sprængt i luften tirsdag morgen. Det frigav massive vandmængder, der har oversvømmet huse og berørt op mod 16.000 mennesker.

Begge parter i krigen beskylder hinanden for at stå bag eksplosionen.

Sprængning af dæmninger er et kendt militært trick til at forhindre fremrykkende styrker, udtalte Rasmus Dahlberg, lektor ved Forsvarsakademiet og forsker i katastrofevidenskab, til Ritzau tirsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU