Christian Friis Bach bliver europa- og EU-ordfører i Venstre

10. SEP 2024 • 10:52ERHVERV/POLITIK

I sidste måned skiftede Christian Friis Bach De Radikale ud med Venstre. Han har nu fået fire ordførerposter.

Den tidligere minister for De Radikale Christian Friis Bach får fire ordførerposter i Venstre.

Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.

Christian Friis Bach skal være europa- og EU-ordfører samt social- og handicapordfører.

I sidste måned skiftede Christian Friis Bach fra De Radikale til Venstre. Tirsdag har Venstre haft et gruppemøde, hvor der er fordelt ordførerskaber.

Christian Friis Bach er tidligere minister for udviklingsbistand. Det var han fra 2011 til 2013 under den daværende regering anført af Helle Thorning-Schmidt (S).

Efter folketingsvalget i 2022 var De Radikale i spil til at komme med i den regering, som i dag består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

Christian Friis Bach var en af de radikale stemmer, der mente, at De Radikale burde være gået med i en regering hen over den politiske midte.

Regeringen kan nemlig skabe resultater, fordi den er skabt over midten, mener Christian Friis Bach.

- Man kan gøre det i en god og ordentlig dialog og en værdig og rolig politisk samtale. Det er det, jeg altid har troet på i mine 40 år i politik, og det er det, jeg altid har kæmpet for, sagde han efter sit partiskifte.

Christian Friis Bach brugte sommeren på at overveje, om han skulle skifte parti. Undervejs i sine overvejelser kontaktede han også Venstre-formand Troels Lund Poulsen (V) og fortalte ham, at han havde det svært i De Radikale.

Regeringsrokaden i sidste måned har også resulteret i nye ordførerskaber i Venstre.

Blandt andet er Jan E. Jørgensen ny politisk ordfører for Venstre i stedet for Torsten Schack Pedersen, som er blevet udnævnt til minister.

Den nyhed var Jan E. Jørgensen selv ude med i sidste måned efter regeringsrokaden. Torsten Schack Pedersen er blevet minister for samfundssikkerhed og beredskab.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT