Byrådsmedlem fra Ikast-Brande overtager Papes plads i Folketinget

3. MAR 2024 • 11:27ERHVERV/POLITIK

Efter Søren Papes død bliver det Dina Raabjerg, byrådsmedlem i Ikast-Brande, der nu skal i Folketinget.

Det bliver Dina Raabjerg, der som De Konservatives førstesuppleant i Vestjyllands Storkreds nu skal i Folketinget, efter formand for De Konservative Søren Pape Poulsens død lørdag.

- Det var absolut ikke det, jeg havde drømt om, må jeg sige, siger Dina Raabjerg.

Hun er søndag formiddag på vej til København, hvor der klokken 13 afholdes en lukket mindehøjtidelighed for Søren Pape Poulsen på Christiansborg.

53-årige Dina Raabjerg har siddet i byrådet i Ikast-Brande Kommune siden 2021. Ved Folketingsvalget i 2022 blev hun førstesuppleant i Vestjyllands Storkreds med 770 personlige stemmer.

Hun var lørdag i kontakt med De Konservatives gruppeformand, Mona Juul.

- Jeg har det virkelig underligt med det, må jeg sige. Det var jo ikke sådan her, det skulle være. Jeg er virkelig ude i ingenmandsland lige nu, siger Dina Raabjerg.

Søren Pape Poulsen blev pludselig ramt af en hjerneblødning midt under et hovedbestyrelsesmøde i partiet fredag eftermiddag. Lørdag døde han - 52 år gammel.

Lørdag aften oplyste Michael Ziegler, der er næstformand hos De Konservative og borgmester i Høje-Taastrup Kommune, at han er fungerende formand for partiet - men ikke fungerende politisk leder - efter Papes død.

Ifølge De Konservatives vedtægter er Ziegler som næstformand nu fungerende formand. Pape var både partiformand og politisk leder.

I teorien kan det godt være to forskellige personer. Det har også ved flere lejligheder tidligere været tilfældet.

I et interview med TV 2 News søndag morgen sagde politisk ordfører Mette Abildgaard (K), at hun håber på forståelse for, at det er for tidligt at sige noget om fremtiden i De Konservative.

- Nu skal vi hjælpe hinanden videre i fællesskab, og så skal vi nok finde ud af, hvad der skal ske.

Partiet er i chok, konstaterede hun. De kommende dage skal derfor bruges på at samle medarbejdere, hovedbestyrelsesmedlemmer og folketingsgruppe.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU