Biden til Mette Frederiksen: Danmark er en af USA's bedste allierede

5. JUN 2023 • 20:51ERHVERV/POLITIK

En af de værdier, Danmark og USA deler, er modstand mod russisk aggression, siger Biden til Mette Frederiksen.

- Danmark er en af vores bedste allierede og mest trofaste venner.

Det siger USA's præsident, Joe Biden, til statsminister Mette Frederiksen (S) ved begyndelsen på deres møde i Det Hvide Hus mandag.

- Vi har mange af de samme værdier, siger Biden og henviser til, at den danske statsminister er på besøg i Washington D.C. på grundlovsdag.

- En af de værdier inkluderer at stå op mod russisk aggression, siger Biden om støtten til Ukraine og den ukrainske befolkning.

Han takker blandt andet også statsministeren for forsvarssamarbejdet mellem Danmark og USA.

Og han takker for Danmarks arbejde for grøn omstilling.

- Tak, hr. præsident, dejligt at se dig igen og være her. Jeg vil gerne takke dig for dit lederskab, lyder svaret fra Mette Frederiksen.

- Vi vil fortsætte fra et dansk perspektiv med en stærk støtte til Ukraine, forsikrede hun og understregede vigtigheden af at have en amerikansk præsident, der forpligter sig til forsvarssamarbejdet i Nato.

- Når krig igen er vendt tilbage til Europa, er det så vigtigt, at vi holder sammen med vores venner og allierede, siger Mette Frederiksen til præsident Biden.

Efter nogle få sætninger fra USA's præsident og den danske statsminister, kæmper journalisterne om at få lov til at stille spørgsmål, inden de bliver fulgt ud af Det Ovale Værelse.

Et af de spørgsmål, der trænger sig på, er spekulationerne om, at Mette Frederiksen kan blive den næste generalsekretær for Nato.

- Biden, sidder du lige nu ved siden af den næste Nato-generalsekretær?, lyder et af spørgsmålene.

Det spørgsmål bliver ikke besvaret.

Et andet spørgsmål til Biden fra nyhedsbureauet AFP lyder, om han mener, at Ukraines modoffensiv mod de russiske styrker vil have den ønskede effekt.

Præsidenten svarer ved at holde en hånd i vejret med pege- og langfinger krydset.

Statsministeren blev modtaget i Det Hvide Hus klokken 19.25 dansk tid af protokolchef Rufus Gifford, der tidligere har været USA's ambassadør i Danmark

Efter mødet mellem Joe Biden og Mette Frederiksen er det ventet, at statsministeren vil svare på spørgsmål fra journalisterne.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU