Beslutning om at lukke Irma får butik til at bestille 700 sørgebind

31. JAN 2023 • 19:22ERHVERV/POLITIK

"Hjernedødt" og "katastrofe" er blot nogle af de ord, der bliver sat på koncerns beslutning om at lukke Irma.

Supermarkedskoncernen Coops beslutning om at lukke og omdanne flere supermarkedskæder har tirsdag medført stærke reaktioner fra flere kanter.

Reaktionerne omhandler især lukningen af Irma, som har været en fast del af hovedstadens dagligvarehandel siden 1886 og er Danmarks ældste dagligvarekæde.

I Irma i Gentofte har man bestilt 700 sørgebind til kunderne, fordi butikken, der ligger på Ordrupvej, står til at lukke.

- Jeg er knust. Det er hjernedødt, det de foretager sig i Coop, siger butikschef Tommy Steffensen til lokalmediet sn.dk.

Han var tirsdag morgen klokken 8.30 sammen med alle øvrige Irma-chefer kaldt til stormøde på Brøndby Stadion, hvor meddelelsen kom.

- De nedlægger et 137 år gammel kvalitetskoncept, der fungerer fint, for at lave flere kedelige discountbutikker og ligegyldige supermarkedskæder. Hvorfor skille sig af med noget, der er så unikt og anderledes?

- Jeg er dybt rystet. Jeg græd, da jeg hørte beslutningen, siger Tommy Steffensen, der selv har arbejdet for Irma i 46 år. De seneste 35 år har han været butikschef i forskellige butikker:

- Irma er ikke bare et job. Irma er ikke bare en butik. Irma er en familie.

Det var tirsdag formiddag, at Coop meddelte, at koncernen samler supermarkedskæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma under et navn. De skal fremover hedde Coop. Derfor er det slut med Irma.

Den første Irma-butik åbnede i 1886. I dag er der 65 Irma-butikker på landsplan. Butikkerne findes kun på Sjælland og primært i Københavnsområdet.

Alfred Josefsen, der var direktør for Irma fra 1999 til 2012, siger, at beslutningen hverken er "rationel" eller "klog".

- Jeg tror ikke, at det er særligt fornuftigt at konvertere Irma-butikkerne til Coops andre formater. Føler det kundesegment, som Irma henvender sig til, virkelig, at de mangler nogle discountbutikker? Det tror jeg ikke på.

- Det her er ikke en strømlinet, rationel og klog beslutning, siger Alfred Josefsen til Berlingske.

Også flere steder på sociale medier og i butikkerne reagerer borgere tirsdag på beslutningen.

På et opslag på Irmas facebookprofil er der kommet kommentarer fra flere tusinder, som meddeler deres ærgrelse og utilfredshed.

Der er også oprettet en gruppe på Facebook, der hedder "Bevar Irma", og som tirsdag omkring klokken 19 har 1823 medlemmer.

I en Irma på Østerbro i København siger en kunde til Børsen, at "det er en kulturskat, der går tabt".

Et af de områder, som Irma igennem årene har været særligt kendt for at have et fokus på, er økologi og dyrevelfærd.

Det faktum får dyrebeskyttelsesorganisationen World Animal Protection Danmark (WAPD) til at kalde lukningen af Irma "en katastrofe".

Irma stoppede i 1994 salget af buræg i dets kølediske. Og i 2016 etablerede butikken et samarbejde med Dyrenes Beskyttelse for at øge fokus på dyrevelfærdsprodukter.

Organisationen mener, at det kan få negative følger for kvalitet og udbud inden for dyrevelfærd i detailhandlen, "når den kæde, der er gået forrest i mange årtier, lukker".

- Vi mister et absolut fyrtårn inden for kvalitet, bæredygtighed og dyrevelfærd, når Irma ikke længere er en del af det danske landskab, siger Pernille Fraas Johnen, der er seniorlandbrugskonsulent i WAPD.

- Det er en af de mest triste og demotiverende nyheder inden for dansk detail i mange år, at Coop nedlægger Irma, siger hun i en pressemeddelelse.

Coop selv forklarer lukningen af Irma med, at kæden har givet underskud i årevis. Derudover får generelle ændringer i kundernes indkøbsvaner, hvor de køber færre og billigere varer, Coop til at tage beslutningen.

Desuden ændres Irma fra at være en kæde til at være et brand, hvilket betyder, at man kan købe Irma-produkter i andre butikker fremover.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU