Bedre salg end ventet får Gyldendal til at tro på højere omsætning
Gyldendal opjusterer sine forventninger til omsætningen og tror nu på et salg på op mod 960 millioner kroner.
Gyldendal hæver sine forventninger til både omsætning og driftsresultat for hele året.Det oplyser forlaget i en børsmeddelelse onsdag morgen.
Nu ventes omsætningen at lande i intervallet 920-960 millioner kroner i år mod tidligere 890-950 millioner kroner.
Derudover regner Gyldendal med en driftsmargin i størrelsesordenen 10 procent. Før troede man på 8-9 procent.
Driftsmarginen viser, hvor stor en del af omsætningen der er tilbage, efter at driftsomkostningerne er betalt.
- Det er tilfredsstillende, at vi har udsigt til at levere højere resultater, end vi havde forventet, siger forlagets administrerende direktør, Hanne Salomonsen, i børsmeddelelsen.
- Salget går bedre end forudsat, og vi har en fornuftig styring af vores omkostninger. Tilsammen medfører det en lønsomhed, som gør det muligt for os at fortsætte med at investere i at udvikle litteratur og læremidler af høj kvalitet.
Gyldendal består af to forskellige forlagsenheder.
Det ene hedder Gyldendal Forlag. Her udgiver man litteratur til det almene boligmarked.
I det andet forretningsben - Gyldendal Uddannelse - udvikles undervisningsmaterialer til alle niveauer i det danske skolesystem.
Derudover findes også datterselskaber som MentorDanmark og MentorNorge i det samlede foretagende. Herigennem leverer selskabet lektiehjælp til familier i Danmark og Norge.
Gyldendal har hovedsæde i Klareboderne i Indre København, hvor der ifølge forlagets hjemmeside er cirka 425 medarbejdere.
Det samlede selskab beskæftiger omkring 500 ansatte.
Forlaget er et aktieselskab, og blandt hovedaktionærerne er Museumsfonden af 7. december 1966, der også står bag museet Louisiana.
RITZAU
