KØB ABONNEMENT

Aviser: Europa skal stå sammen og tale med Putin

ERHVERV/POLITIK • 29. OKT 2026 • 04:00

Europa bør tale med Putin, mener to danske aviser. Andre er enige om, at Europa bør danne fælles front.

Europa er nødt til at have en plads ved forhandlingsbordet om krigen i Ukraine og tale med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det skriver Information og Berlingske i avisernes ledere torsdag.

Ifølge begge medier skal det sikre, at kontinentets fremtid ikke bliver afgjort alene af USA og Rusland.

- I lyset af Europas placering og rolle i at bistå Ukraines forsvar er det meningsløst, hvis kun USA, Rusland og Ukraine sidder ved bordet, skriver Berlingske i avisens leder.

Tirsdag talte den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, og den finske præsident, Alexander Stubb, i telefon med Putin.

Opkaldet fik efterfølgende kritik fra den danske statsminister, Mette Frederiksen (S). Hun kritiserede Støre og Stubb for at "gå solo".

Information kalder de seneste dage for "noget nær en diplomatisk katastrofe".

Ifølge avisen er Europa nødt til først og fremmest at stå sammen, da Putin kun kan glæde sig over det nordiske skænderi.

- For reelt at blive hørt er europæerne nødt til at danne fælles front og tale med én stemme. For Putin og Trump vil udnytte enhver sprække til at flå de europæiske nationer fra hinanden, skriver Information.

Også Kristeligt Dagblad mener, at europæerne bør stå sammen, hvis vi skal blive hørt og spille en rolle.

Berlingske mener, at der kun er kommet forvirring og splittelse ud af Støre og Stubbs "solodiplomati". Europa har brug for en benhård forhandler, da Putin kun har respekt for røde linjer, lyder det.

- Hvad der er klart er, at Europa skal finde sin egen udgave af USA's udsending Steve Witkoff, men gerne uden at slikke Putin op og ned ad ryggen ved at kalde ham en stor humanist, skriver Berlingske.

Både Information, Berlingske og Kristeligt Dagblad mener, at Mette Frederiksen med sine udtalelser er med til at bidrage til billedet af europæisk og nordisk splittelse.

- Det virker uklogt, at hun opfordrer til europæisk samling, samtidig med at hun selv er bannerfører for at udstille europæisk splittelse, skriver Kristeligt Dagblad i avisens leder.

Jyllands-Posten understreger, at Mette Frederiksen ikke står alene med sin reaktion. Avisen mener, at Norges statsminister og Finlands præsident har gjort Europa en bjørnetjeneste ved at tale med Putin.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT