Arla varsler igen betydeligt fald i mælkeprisen

31. MAJ 2023 • 13:58ERHVERV/POLITIK

Prisen på Arlas mælkeafregning er faldet med 33 procent siden årsskiftet, skriver mediet Finans.

Mejerikoncernen Arla varsler, at mælkeafregningen til landmændene reduceres på ny.

Det viser en opdatering fra mejerikoncernen onsdag.

Fra torsdag sænkes landmændenes - eller Arlas andelshaveres - pris for en liter mælk med yderligere 15 øre.

Ifølge mediet Finans falder prisen for sjette måned i træk, og der er nu tale om et fald på 33 procent siden årsskiftet.

Det er blandt andet et højere mælkeudbud på globalt plan, som er med til at drive prisen ned, skriver Arla i opdateringen.

Derudover har stigende forbrugerpriser også fået salget af mejeriprodukter til at falde stort i detailhandlen.

Arla har derfor været nødt til at afsætte en stor del af sine varer til industrimarkederne, hvor indtjeningen ikke er lige så høj.

Det siger Thomas Christensen, direktør for råvarehandel hos Arla, til Finans.

- Salget i detailhandlen er stadig under pres, fordi den høje inflation har fået forbrugerne til at spænde livremmen ind og købe mindre mængder.

- På tværs af Europa ser vi salget af mejerivarer i detailhandlen falde med 5-10 procent målt i mængder. Samtidig flytter en større del af salget fra mærkevarer til private labels (detailkædernes egne varemærker, red.).

Mejeriprodukter er - lige som mange andre fødevarer - steget voldsomt i pris siden begyndelsen af sidste år.

Her begyndte energipriserne deres himmelflugt, og derfor blev det dyrere at producere råvarer.

Efterfølgende begyndte mange producenter at hæve priserne for at kunne følge med de højere udgifter til eksempelvis energi, og det har givet udslag i fødevarepriserne i supermarkederne.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU