Arbejdsløshedskøen blev en anelse længere i februar
Økonomer ser ikke problem i, at ledigheden er steget en smule. Arbejdsmarkedet står et stærkt sted, lyder det.
Selv om arbejdsløsheden generelt er steget svagt i løbet af de seneste år, er det ikke noget, der bør give grund til bekymring.Det mener flere økonomer efter en ny opgørelse, der viser, at ledigheden er steget med 600 personer i februar.
Opgørelsen er offentliggjort af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering torsdag formiddag.
Stigningen betyder, at der var 87.400 fuldtidsledige i årets anden måned.
Fordi beskæftigelsen samtidig har sat rekord efter rekord de seneste år, forholder man sig rolig hos Dansk Metal efter dagens opgørelse.
Det skriver Erik Bjørsted, der er cheføkonom hos Dansk Metal, i en kommentar.
- Den svage stigning i arbejdsløsheden skyldes, at der er flere, som tilbyder deres arbejdskraft. Og selv om der er brug for den ekstra arbejdskraft, er der trods alt grænser for, hvor hurtigt den ekstra arbejdskraft kan komme i arbejde.
- De arbejdsløse kommer heldigvis hurtigt i arbejde. Nye tal viser, at kun 15.400 arbejdsløse er langtidsledige. Det er næsten lige så få som inden finanskrisen, hvor arbejdsmarkedet var støvsuget for arbejdskraft.
Heller ikke hos Arbejdernes Landsbank har man fået kaffen galt i halsen oven på dagens ledighedstal.
I hvert fald ikke hvis man spørger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos banken.
- Det betyder under alle omstændigheder, at arbejdsmarkedet præsterer virkelig stærkt, som vi også ser udtrykt i øvrige tal på arbejdsmarkedet.
- Beskæftigelsen slår rekord på rekord, og der efterspørges fortsat arbejdskraft fra virksomhederne, skriver han i en kommentar til Ritzau.
På trods af risikoen for en global handelskrig tror begge på, at det danske arbejdsmarked fortsætter med at præstere.
- Selv om meget endnu er usikkert, så kan netop usikkerheden resultere i mere tilbageholdenhed hos virksomheder med ansættelser og investeringer.
- Det er dog endnu ikke noget, som vi for alvor ser endnu. Bagtæppet er under alle omstændigheder rigtig stærkt, skriver Brian Friis Helmer.
/ritzau/