Amazon vil bruge over en billion på AI-satsninger i 2026

5. FEB 2026 • 23:23ERHVERV/POLITIK

Amazon-direktør forudser et stærkt afkast på investeringer, men det falder ikke i god jord hos investorerne.

E-handelsgiganten Amazon omsatte sidste år for svimlende 716,9 milliarder dollar, hvilket er 12 procent mere end året før.

Samtidig voksede resultatet efter skat til 77,7 milliarder dollar. Det er en stigning på over 30 procent sammenlignet med 2024.

Det viser Amazons årsregnskab, der er blevet offentliggjort torsdag aften.

Det er særligt succesen hos datterselskabet Amazon Web Services (AWS), der leverer it-løsninger, som er skyld i, at Amazons omsætning er steget.

Salget hos datterselskabet steg således med 20 procent til 128,7 milliarder dollar. Alene i fjerde kvartal voksede omsætningen hos AWS med 24 procent.

- Denne vækst sker, fordi vi fortsætter med at innovere hurtigt og identificere og løse kundernes problemer, siger direktør Andy Jassy.

På grund af stor efterspørgsel efter blandt andet chips og satellitter i lavt kredsløb om Jorden forventer Amazon at investere omkring 200 milliarder dollar i anlægsudgifter i 2026 - altså over 1,2 billioner danske kroner.

Beløbet svarer til over 40 procent af Danmarks samlede bruttonationalprodukt (bnp) i 2024.

Andy Jassy forudser et stærkt langsigtet afkast af den investerede kapital, som primært skal bruges på datacentre og AI-relateret udstyr.

Men beløbet er langt højere, end det var ventet, og det falder ikke i god jord hos investorerne, der sender aktien ned med over ni procent i eftermarkedet.

Amazon har med årsregnskabet også fremlagt forventninger til første kvartal 2026, som målt på driften heller ikke imponerer hverken analytikere eller investorer, skriver MarketWire.

I sit årsregnskab fremhæver Amazon en lang række højdepunkter fra 2025.

Blandt dem er, at Amazon blev kåret som USA's billigste detailhandler for niende år i træk af analysefirmaet Profitero.

Amazons onlinepriser var ifølge analysen i gennemsnit 14 procent billigere sammenlignet med andre store detailkæder.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT