Aktienedtur for Adidas efter afbrudt Ye-samarbejde
Adidas' prognose for 2023 viser et stort driftsunderskud på det afbrudte Ye-samarbejde. Aktien sendes ned.
Adidas' aktie dykker fredag eftermiddag 11,6 procent til 138,24 euro, efter brandet kom med foreløbige tal for årsregnskabet torsdag aften.Den tyske tøjproducent ser omsætningen for indeværende regnskabsår 1,2 milliarder euro lavere ud fra forventningen om ikke at sælge resten af sit inventar fra Ye-samarbejdet, Yeezy.
Samarbejdet blev i oktober 2022 afbrudt, efter at Ye, også kendt som Kanye West, blandt andet havde fremsat udtalelser, der af mange blev opfattet som antisemitiske.
Adidas ligger stadig inde med et stort lager af Yeezy-produkter. Ifølge virksomheden overvejes det fortsat, om det kan sælges under et andet navn eller laves om.
Driftsresultatet forventes også 500 millioner euro lavere grundet afskrivning på Yeezy, hvis Adidas fastholder beslutningen om ikke at sælge produkterne.
Det vil ifølge de foreløbige tal resultere i et driftstab på 700 millioner euro for 2023.
Driftsresultatet er kort sagt de penge, der er tilbage fra salget i en virksomhed, når udgifterne til varer, administration, løn og ned- og afskrivninger er trukket fra.
- Tallene taler for sig selv, vi klarer os lige nu ikke så godt, som vi burde, siger topchefen Bjørn Gulden ifølge regnskabsmeddelelsen.
Nordmanden Bjørn Gulden er i danske henseende kendt som tidligere administrerende direktør i smykkevirksomheden Pandora, hvor han havde posten indtil 2013. Herefter var han i Puma, og fra 1. januar 2023 overtog han stillingen som topchef i Adidas fra danskeren Kasper Rørsted.
Da Adidas offentliggjorde det afbrudte samarbejde, var aktien helt nede og skrabe i 93,95 euro. Siden årets begyndelse er kursen gået op med 8,1 procent.
/ritzau/