Adidas forudser lavere vækst i andet halvår
Adidas har haft fremgang de fleste steder, undtagen Kina. Væksten aftager formentlig andre steder i efteråret.
Der er enkelte sorte pletter på landkortet hos sportstøjskoncernen Adidas, der torsdag har fremlagt regnskab for andet kvartal 2022.For mens man har oplevet tocifret vækst i lande og områder, der udgør 85 procent af omsætningen, er det udfordringer andre steder - særligt i Kina.
Allerede for en uge siden nedjusterede selskabet, der har danske Kasper Rørsted som topchef, sine forventninger for hele året på baggrund af covid-19-relaterede restriktioner i netop Kina.
Selskabet regner med at måtte indkassere en nedgang i sin kinesiske omsætning på et tocifret procenttal.
De øvrige markeder går formentlig heller ikke ram forbi, selv om de indtil videre leverer flotte resultater. I Nordamerika lå omsætningen således hele 21 procent højere end i samme periode sidste år.
I Europa har selskabet måttet sige farvel til en omsætning i Rusland på mere end 100 millioner euro på grund af krigen i Ukraine. Alligevel voksede forretningen her med syv procent.
Men selskabet varsler, at det i andet halvår nok kommer til at gå knap så stærkt med at sælge sko, løbetøj og de andre varer i sortimentet.
Derfor er forventningen til den samlede vækst hen over året også sænket fra at ligge højere end 15 procent til et sted mellem 11 og 13 procent.
- Selv om selskabet endnu ikke har oplevet en mærkbar nedgang i salget af produkter eller har set betydelige annulleringer af ordrer i andre markeder end Kina, tager nedjusteringen højde for en mulig nedgang i forbruget i disse markeder i andet halvår som et resultat af de udfordrende makroøkonomiske forhold, hedder det i pressemeddelelsen.
Adidas opnåede i første halvår af 2022 et overskud efter skat på 799 millioner euro (5,9 milliarder kroner) efter skat. Forventningen til året som helhed er et overskud på 1,3 milliarder euro.
/ritzau/