Bestyrelsesformand er tilfreds med, at den nye ejer af Them Andelsmejeri er blevet en kapitalfond.
Them Andelsmejeri, der ligger syd for Silkeborg, er blevet solgt til den danske kapitalfond Erhvervsinvest.Det skriver Børsen, og kapitalfonden bekræfter det selv i en pressemeddelelse.
Aftalen er kommet i stand, knap to måneder efter at mejeriets fusionsaftale med Arla røg i vasken.
Gert Glob Lassen, der er bestyrelsesformand i Them Andelsmejeri, er tilfreds med, at det er endt sådan.
- Ved en fusion med Arla ville den fremtidige placering af arbejdspladser være ude af vores hænder, siger han til Børsen.
- Erhvervsinvest har ikke noget andet mejeri og er dermed nødt til at beholde alle funktioner og udvikle aktiviteterne i Them. Det tror jeg faktisk, er en god fremtidssikring af mejeriet som arbejdsplads.
Tilbage i april sidste år blev det meddelt, at mejeriet skulle overtages af Arla-koncernen.
Omkring et år senere udtrykte konkurrencemyndighederne dog bekymring om, at fusionen kunne komme til at skade konkurrencen på flere markeder.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelser ville det medføre en risiko for højere priser på fast og hård ost.
Det er markeder, hvor Arla allerede har en stærk position, og hvor Them har været en af de få tætte konkurrenter, lød det.
Them Andelsmejeri, der beskæftiger omkring 90 ansatte, blev etableret i 1888 og ejes af 12 andelshavere.
Mejeriet producerer årligt 5500 ton økologisk og konventionel ost, skriver den nye ejer i sin pressemeddelelse.
I sit seneste årsregnskab kunne mejeriet fremvise et bruttoresultat på 53,2 millioner kroner, hvilket var næsten 27 procent mere end året før.
Bruttoresultatet er det, der er tilbage fra salget af varer eller tjenester i en virksomhed, når omkostningerne til at producere er trukket fra.
Overskuddet endte i perioden på 21,8 millioner kroner mod 13,8 millioner kroner året før.
Det var andet år i træk, hvor der var fremgang på begge nøgletal.
/ritzau/