Det vakte stor opmærksomhed, da Sveriges forsvarschef for nylig sagde, at Rusland kunne teste Natos beredskab ved at angribe en ø i Østersøområdet.
Ifølge General Michael Claesson kan Rusland være interesseret i at teste, om hele Nato vil hjælpe i en sådan situation, og om det kan udløse sprækker mellem alliancens lande.
Det fortæller mediet SVT.
Michael Claesson siger, at Rusland ved, at man ikke kan besejre Nato militært, men man kan angribe alliancens samhørighed og udnytte eventuelle sårbarheder. Og han ser ingen grund til, at Rusland ikke skulle gøre det nu, mens Nato-landene er i gang med at opruste.