Østersølande indgår ubådsaftale for milliarder

Østersølande indgår ubådsaftale for milliarder
Det er tre ubåde af typen A26, som Polen har indgået en aftale med svenske Saab om at købe. Foto: Saab
NOTITS | FORSVAR | 30. JUN • 12:00
NOTITS | FORSVAR | 30. JUN • 12:00

Polen og Sverige har indgået en aftale om køb af tre avancerede ubåde, der skal bruges i Østersøen. Det skriver Saab på sin hjemmeside efter et pressemøde, der blev afholdt i den polske by Gdynia. På mødet deltog Sveriges statsminister Ulf Kristersson og Polens statsminister Donald Tusk.

Ubådene bliver bygget i Sverige og er af typen A26. Ud over de tre avancerede ubåde omfatter kontrakten våbensystemer, teknisk støtte og en uddannelsespakke. Kontrakten har en værdi af 47 milliarder svenske kroner, svarende til knap 32 milliarder danske kroner.

– Det vil styrke Polen, og det vil styrke Sverige, men også hele Nato og den nordlige flanke, sagde Sveriges forsvarsminister Pål Jonson, da aftalen mellem de to Østersølande blev præsenteret.

Ifølge Saab skal de tre ubåde senest være leveret i 2038. Indtil da har parterne indgået en aftale om udlån af maritimt materiel.

I 2005 sagde Danmark farvel til sine to ubåde, Sælen og Springeren. Siden da har det danske forsvar ikke haft ubåde som en del af sit materiel.



FÅ ABONNEMENT