KØB ABONNEMENT
NOTITS / FORSVAR / 6. OKT • 17:00

Fra nødradio til bossa nova på Rønne Bibliotek

Fra nødradio til bossa nova på Rønne Bibliotek
Programmet spænder vidt på Rønne Bibliotek i efterårsferien. Arkivfoto: Jacob Jepsen

Hvad har en nødradio, en beredskabskuffert, lynsyltning og bossa nova med hinanden at gøre?

De er alle på programmet, når Rønne Bibliotek lørdag 17. oktober inviterer til en dag om beredskab, kriser og fællesskaber.

Dagen er en del af den nationale kampagne Sammen om beredskab, der løber fra onsdag 14. oktober til lørdag 7. november.

Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem DR, bibliotekerne, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Østifterne.

Lørdagen begynder i det alvorlige hjørne med fokus på det bornholmske beredskab og erfaringer fra tidligere kriser – blandt andet strømsvigtet tilbage i januar. Bornholms beredskabschef Louise Lyng Bojesen holder oplæg, og senere følger blandt andet samtaler om beredskab, historiske nedslag i situationer, hvor det er gået galt, samt demonstration af nødradioer og en beredskabskuffert. Et centralt punkt bliver lanceringen af Arkivet for Håb & Glæde, som ifølge arrangørerne skal samle viden, kultur og aktiviteter, der kan fungere uden strøm og internet.

Tanken er, at materialet senere kan placeres forskellige steder på Bornholm.

Om eftermiddagen bliver det mindre alvorligt. Der er fællessang, yoga og musik – først med Ukrudt på ukuleler og siden Backhausen & Salinas med jazzy bossa nova.

Dagen slutter med en opsamling på, hvad der er kommet ud af dagens arbejde med Arkivet for Håb & Glæde. Det hele foregår på Rønne Bibliotek lørdag 17. oktober fra klokken 10 til 17.









FÅ ABONNEMENT