Indsamling af julepynt og historien om borgen

Indsamling af julepynt og historien om borgen
På en høj klippe mellem Søndre og Nordre Borgedal opførtes borgen i jernalderen.
DELUXE | RØ PLANTAGE | ABONNENT | 26. NOV 2022 • 15:30
Af:
Tekst/foto: Søren P. Sillehoved
DELUXE | RØ PLANTAGE | ABONNENT
26. NOV 2022 • 15:30

I morgen er det første søndag i advent. På denne vandretur gennem Rø Plantage kan der indsamles effekter til en juledekoration, og det er tilladt, da plantagen er en statsskov. Men kun nedfaldne grene, kogler, lav, mos og sjove hårde træsvampe. De sidste skal en tur i fryseren, hvis den varme stue ikke skal myldre med edderkopper. I plantagen møder man gamle stednavne som Søndre og Nordre Borgedal. På turen skal vi se, om der findes en borg og høre om dens historie. Selv om plantagen er af nyere dato, ses der endnu nogle af de gamle fyrretræer, og med sin smukke natur, søer og flere sprækkedale indbyder den til flere vandreture.

 

 

Turen

Man kan komme til Rø Plantage ad flere veje – blandt andet mellem Gudhjem og Østerlars. Omkring en kilometer fra Gudhjem drejer man fra ved Sigtevej og følger den til plantagen. Efter Brommevej er der en lille parkeringsplads ved skoven. Her begynder turen. Selv om Naturstyrelsen har lavet flere ruter gennem plantagen, er denne tur afkortet til fire kilometer ad gode skovveje og stier. Tag bæreposer med til de indsamlede effekter.

 

 

Med sine 593 hektar er Rø Plantage den næststørste af øens statsskove. Anlagt i en del af det gamle bornholmske højlyngsområde, der i 1893 blev indhegnet med et 10 kilometer langt stengærde og tilplantet med rødgraner, skovfyr, lærke- og birketræer. De blev desværre udsat for voldsomme storme i både 1956, 1967 og 1981, der medvirker til, at det meste af plantagen består af yngre nåletræer. Stormen i 1967 var værst. Gamle ædelgraner væltede, og inden de rådnede op, måtte man finde på en løsning, så de kunne bevares, til savværkerne havde tid. Derfor opstemmede man åen i Søndre Borgedal, så der opstod en sø til opbevaring af træerne. Heldigvis er søen bevaret. Turen langs den kunstige sø er måske den flotteste strækning.

Den kunstige Søndre Borgedal Sø i Rø Plantage.

 

Turen begynder ved den lille parkeringsplads i plantagens nordøstlige område. Derfra følger man stengærdet med udsigt over det kuperede landskab. Efter en halv kilometer mødes Søndre Borgedal med en begyndelsen af Bobbeåen. Senere fører en skovvej opad mod højre, og den følges til Nordre Borgedal med de 12 meter høje klippeskråninger.

Borgen i Rø Plantage kaldes Borgehoved. Den blev opført i jernalderen som en tilflugtsborg for den lokale befolkning. Den var ikke dagligt beboet, men kun anvendt når fjenderne nærmede sig kysten. Herfra er der tre kilometer til havet. Borgen blev anlagt på en høj klippeknude på et næs mellem to sprækkedale, Nordre og Søndre Borgedal. Mod sydvest spærrede man den brede indgang med en vold af store sten.

Stenvolden har været vanskelig at se, men i dag har Naturstyrelsen fældet alle grantræerne, så man kan ane den lange række af sten. Der har aldrig været udført arkæologiske udgravninger, og man kender derfor ikke borgens datering. Stedet har været fredet siden 1890.

Bromme Å løber langs skovvejen. Inden den forlader plantagen, bliver åen forenet med Bobbe Å og udløber ved kysten i Salene. Kort efter møder man Lyngvej, der følges mod venstre gennem Nordre Borgedal til Lundehusvej, hvor man igen skal gå til venstre, selv om gule mærker viser en modsat vej til en længere rute i plantagen. Den store skovvej fører nemlig nedad og over dæmningen af den kunstige sø.

Gamle grantræer, mos og nedfaldne kogler.

 

Undervejs passeres en ældre lærkeskov med et bunddække af skovpadderokker, der næsten ligner juletræer og oplyser skovbunden med grønne spindelvævstynde net.

Man passerer dæmningen og fortsætter opad, indtil skovstien ender på den asfalterede Sigtevej. Den følges mod venstre. Langs vejen vokser mange lærketræer, og deres nedfaldne grene med små kogler findes overalt på skovbunden. Tag nogle med hjem. De kan bruges som en ophængt dekoration i stuen, måske med små klippede stjerner.

Lærkegren med kogler.

 

De nemme juledekorationer

Man har et fad med en kant. Der skal købes en grøn oasis, lidt ler og et stearinlys. Resten samler man på turen. Det kan være store fyrrekogler eller lange grankogler. Lidt eller meget mos, måske en gren med lav, nogle agern eller bøgens hårde frugt. Måske en lille trærod med lav eller dekorative svampe. Kun fantasien kan råde. Naturens dekoration er pænere uden nisser.

På tilbageturen passeres den røde lade på højre side af landevejen. Der er et hotel for langørede flagermus oppe på ladens loft. Der er åbent året rundt og gratis adgang. Små opsatte kameraer optager de mange hundrede sovende flagermus, der kan ses på små fjernsyn i stuetagen. Om sommeren flyver de ved skumring ud fra en åbning i gavlen, men i dag sover de vintersøvn til næste forår.

Kort efter ses parkeringspladsen og det er tid til hjemturen med alle effekterne. God arbejdslyst og vandretur.

 

Efterårsstemning i Rø Plantage.

 

 

Turens højdepunkter

Det at være langt fra alting. Der kommer sjældent mennesker i plantagen undtagen ved den kunstige sø.

Historien om tilflugtsborgen.

Mange flotte naturscenerier og stoltheden ved at samle ting til en juledekoration.

Rø Plantages smukke sprækkedale