Fødselsdag fejres med kæmpe opslagstavle i det fri

Fødselsdag fejres med kæmpe opslagstavle i det fri
Institutionen Trinbrættet blev indviet for 20 år siden. Arkivfoto: Henning Sigvardsen
NOTITS | RØNNE | ABONNENT | 15. AUG 2022 • 10:25

Institutionen i Rønne efterspørger hilsner fra børn, voksne og forældre, der har været i huset indenfor de seneste 20 år.

 

Det var Rønnes borgmester Thomas Thors, der fredag den 16. august 2002 var udnævnt til lokomotivfører og fik æren af at klippe snoren over til den nye integrerede institution i Rønne; Trinbrættet.

Navnet blev dengang valgt, fordi der på stedet, hvor institutionen i Rønne ligger, 30 år tidligere lå et trinbræt på jernbanen mellem Rønne og Nexø.

Her blev der, efter en ombygning, hvor den tidligere vuggestue og børnehave var blevet lagt sammen, plads til 88 børn i alderen 0-6 år.

Mandagen efter, åbnede institutionen for alvor, og dermed er det onsdag den 19. august i år 20 år siden, at børn og forældre i Rønne første gang kunne sætte legen i gang i Trinbrættet. Og det skal naturligvis fejres. Institutionen opfordrer i den anledning alle dem, der har lyst, til at sende deres helt egen hilsen.

– Trinbrættet ville elske, hvis vi kunne få en masse fødselsdagshilsner fra børn, voksne og forældre, som har haft deres gang i Trinbrættet i de 20 år, og det kan jo blive en hel del. Derfor har vi lavet plads på hegnet ud mod vejen, hvor man kan komme og hænge en fødselsdagshilsen op, skriver Stine Beyer Munch, der er pædagog på stedet.

Hun oplyser, at hilsnen kan hænges op med en tegnestift, tape eller hvad man nu kan finde til at sætte den fast med på hegnet.

– Vi glæder os rigtig meget til at læse dem alle sammen, lyder det fra Stine Beyer Munch.

 

Borgmester i Rønne, Thomas Thors, klippede snoren til den nye institution. Foto fra Bornolms Tidende den 17. august 2002