Hvis havnehusene i Tejn var en person, ville du så være klar på en date? Nej, lød det enstemmige svar på Folkemødet torsdag. Her kunne man i Røgeriets Debattelt spille såkaldt Arkitektur-Tinder.
Og ganske som i den kendte dating-app kunne man vende tommelfingeren ned – eller op – til en række kendte byggerier landet over. Eller som det hedder sig i Tinder-lingo: Swipe til højre (for) eller venstre (imod).
Der blev dog udelukkende swipet til venstre, da havnehusene i Tejn kom under kærlig behandling. En skov af de udleverede skilte med røde kryds kom i vejret fra publikum. Og samme gjaldt for panelet, der var langt fra begejstrede. Eller som en paneldeltager, Anne Katrine Harders, Ph.d. og programleder i Dansk Arkitektur Center, udtrykte det:
– Det minder jo lidt om en me too sag det her. Det er måske startet godt, men langsomt er man begyndt at blive gramset på låret og brysterne. Og her skulle de, altså politikerne på Bornholm, have vidst, at det altså er okay at sige nej, selv om man måske først havde sagt ja, lød den muntre sammenligning, der dermed lagde sig i tråd med den uformelle tone i det anderledes debatarrangement.