ERHVERV / 25. FEB • 17:15

Trump rammer bornholmske oste

Trump rammer bornholmske oste
Det er svært at få nye kunder ind i USA nu, erkender direktør Per Olesen. Arkivfoto: Martin Søndergaard Jensen.

Her er konsekvenserne af den amerikanske præsidentens snurrende toldkarrusel.

Amerikanerne vil gerne have oste og andet godt fra Bornholms Andelsmejeri. Sidstnævnte vil gerne sælge til amerikanerne, og det gør det med stor succes. Men landets nuværende præsident, Donald Trump, gør det godt nok svært for mejeriet med sit store toldshow.

– Vi kan ikke planlægge noget. Det faste sortiment fortsætter, men vi kan ikke sætte tryk på at sælge ekstra varer op til helligdagene, når vi ikke ved, hvad priserne er, siger Per Olesen, der er administrerende direktør i Bornholms Andelsmejeri.

Hvad pokker er prisen?

Den amerikanske højesteret har netop underkendt den måde, hvormed Donald Trump har brugt toldsatser som afpresning rundt om i verden af de lande, der ikke dansede efter hans pibe. Derfor har Donald Trump i stedet besluttet sig for at indføre en anden, midlertidig told. Og det er netop usikkerhedsmomenterne, der er de værste for Bornholms Andelsmejeri.

– Vi har vores faste kunder nu, men det er svært at få nye ind, for ingen ved, hvad pokker din pris er, siger Per Olesen.

To for hvad?

Problemet er ekstrastort, når det kommer til højtider og særlige begivenheder, hvor der bliver solgt ind til særlige kampagnepriser.

– Forretningerne kan ikke køre kampagner med to for éns pris og så videre. For de ved ikke, hvordan prisen er, siger mejeridirektøren.

Han skal til USA i næste uge for at passe kunderne derovre, men selvom kursen er lagt stik vest, bliver hovedet dog drejet i andre retninger.

– Vi kigger på nye markeder, og her er Sydamerika og Canada vækstmarkeder. I dag sælger vi i 38 lande, siger Per Olesen.

De farlige oste

For seniorchefkonsulent i Dansk Industri Peter Bay Kirkegaard giver Trumps hyppige økonomiske kursændringer nogle udfordringer i hans job med at rådgive danske virksomheder i USA.

– Problemet er, at vi ikke kan skabe sikkerhed i en situation, hvor der ikke er sikkerhed, siger han, og fortsætter

– Nu er der lagt 10 procent oveni den eksisterende, almindelige told, den såkaldte MFN-told. Denne her told gælder i op til 150 dage og bliver formentlig afløst af en anden mere varig told. Men hvilken toldsats der så træder i kraft i stedet for, står ikke klart for nærværende, siger Peter Bay Kirkegaard.

Donald Trump har fundet forskellige paragraffer i de amerikanske love til at understøtte sine forskellige toldsatser.

– Han kan indføre told med undskyldning om, at de her varer udgør en sikkerhedsrisiko. Man skal være rimelig kreativ for at kunne anføre, at oste er en sikkerhedsrisiko, men der er selvfølgelig et langt ude argument om forsyningssikkerhed og fødevaresikkerhed, han kan trække op af skuffen, siger Peter Bay Kirkegaard.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT