– Vi har været meget omhyggelige med at finde det perfekte hjem for First Cargo i BHS Logistics, der er rundet af familieejerskabet og deler vores værdier og fokus på ansvarlighed, ordentlighed og gensidig respekt. Samtidig har BHS Logistics skabt en stærk organisation, som gør det muligt for os at accelerere væksten i et højere tempo, mens vi fastholder det ufravigelige fokus på at levere personlig transportservice af den højeste standard, siger Thomas Lindström, medstifter og administrerende direktør i First Cargo, i pressemeddelelsen.
I forlængelse af transaktionen fortsætter First Cargo driften uændret under navnet First Cargo part of BHS Logistics, ligesom to af ejerne, Thomas Lindström og Johan Almén, fortsætter i virksomheden, mens Leif Johnsson går på pension.
Den fjerde medejer, Sven Algholm, døde for nylig efter længere tids sygdom. Ejerskiftet medfører ingen ændringer i organisationen eller kundeforhold og -vilkår.
Parterne har aftalt ikke at oplyse købsprisen.