– Jeg kan ikke sige andet end, at jeg kan oplyse adressen. Det er Søborgstræde 2. Og så kan jeg sige, at det er ganske standard i en byggesagsafdeling, at hvis man bygger noget, man ikke har fået lov til, så får man et påbud om standsning, og det skal man efterleve. Hvis man ikke gør det, så indgiver vi en anmeldelse, siger centerchefen.
Tidende har været i kontakt med hovedejer og direktør Kim Christiansen i Nordbornholms Byggeforretning, som umiddelbart ikke har nogen kommentarer. Tidende har også anmodet om aktindsigt i sagen, men det afviser regionskommunen, fordi sagen er meldt til politiet. Det sker med henvisning til Offentlighedslovens paragraf 19, stk. 1:
"Retten til aktindsigt omfatter ikke sager inden for strafferetsplejen".
I juni 2020 blev Søborgstræde 2 købt af KC Ejendomme 20 ApS, som Kim Christiansen ifølge CVR-registret ejer sammen med Stine Fuhrmann Christiansen og Jacob Fuhrmann Christiansen. Cirka samtidig kom det frem, at planen var at bygge 70 lejligheder i det tidligere gymnasium, der var blevet tomt, fordi eleverne var flyttet ud til Campus Bornholm. Det var byggeriet af de første 35 lejligheder, der gik i stå i maj.