Stopper efter 32 år

Anne Langskov var første kvinde i branchen på Bornholm – nu er rygproblemerne blevet for store.

Beslutningen har været længe undervejs. Nu er den taget, og Anne Langskov stopper som bedemand efter 32 år med begravelsesforretning i Nexø.

Der er endnu ikke sat dato for, hvornår hun siger endeligt stop.

– Jeg har i alle de år arbejdet med en masse skæve og dumme løft. Det kan ikke være anderledes, selv om vi har fået mange hjælpemidler. Dem kan vi imidlertid ikke bruge ude i private boliger, hvor der ikke er så meget plads. Jeg fik for en del år siden konstateret slidgigt i lænden, og nu er det så voldsomt, at selv om jeg tager smertestillende piller om aftenen, kan jeg alligevel vågne om natten, fordi det gør ondt, siger Anne Langskov.

– Beslutningen har været meget længe undervejs, for jeg har faktisk ikke villet. Men min kæreste, Martin, siger: "Anne, du skal passe på din krop".

– I september holdt jeg ferie for første gang i tre år. Vi tog til Sverige og gik lange ture i skoven og fik snakket en hel masse. Jeg kunne også mærke de lange ture i ryggen, i hofterne og i knæene.

– Vi blev enige om, hvad jeg skal. Men det er min beslutning, fordi det er mit liv og min butik. Jeg er kommet frem til, at jeg har mange år endnu på arbejdsmarkedet, så jeg må passe på mig selv, siger Anne Langskov, der er 55 år, og som allerede har fået udskiftet et knæ.

Født ind i branchen

Anne Langskov blev nærmest født ind i branchen, idet hendes far, Per Langskov, blev bedemand et halvt år efter, at hun blev født.

– Jeg fik som barn nogle gange lov til at tage med ham til bisættelser i Aa Kirke, og så sad jeg oppe i klokketårnet og fik sodavand og wienerbrød. Jeg tænkte: "Det er er fedt arbejde, det skal jeg også".

– Det har altid bare været det, jeg skulle, siger Anne Langskov, der dog begyndte på sygeplejeskolen:

– Jeg tænkte, at det kunne være en god ting at have med. Men jeg kunne slet ikke finde ud af at sidde på skolebænken, hvorimod jeg trivedes, når jeg var ude på afdelingerne og havde med mennesker at gøre.

Anne Langskov startede i farens bedemandsforretning i 1993.

– Jeg skulle lære, og jeg var med min far ude til samtaler med pårørende. Min første samtale alene tog en halv time, og da jeg kørte derfra, tænkte jeg: "Anne, du må have glemt noget". For det var alt for kort tid i forhold til, hvad jeg var vant til med min far.

– Men jeg skulle være sikker på, at jeg havde alle de praktiske ting på plads og havde ikke overskud til den småsnak, som der også skal være plads til – om høsten eller fiskeriet, om den sygdomsperiode, familien har været igennem.

– Nu har jeg det sådan, at en samtale kan tage alt fra en halv time til tre timer, siger hun.

Far og datter

Anne Langskov overtog på papiret bedemandsforretningen allerede i 1995, men far og datter arbejdede side om side i mange år, og Per Langskov giver stadigvæk en hånd med.

– Min far er lige blevet 80, men han er jo endnu mere slidt, end jeg er. Han vil gerne hjælpe, hvis jeg skal have kørt nogle blomster eller have flyttet en kiste.

– Folk snakker stadig om min far, fordi han været der i så mange år, og det er en enorm tillid, familierne viser, når de vælger os.

Anne Langskov var den første kvindelige bedemand på Bornholm, og hun oplevede i starten, at hun skulle ses an, og man skulle finde ud af, at hun var "bedemanden".

– Det var også dengang almindeligt med kvindelige bedemænd ovre, og da jeg tog min grunduddannelse i begyndelsen af 90’erne, var der flere kvinder på holdene.

Anne Langskov har siden fået to kvindelige kolleger på Bornholm, så der i dag er ligevægt på det område.

– Vi er på mange måder lidt bagefter herovre. For en del år siden havde vi en grå rustvogn. Den var superflot, og det syntes folk også. "Men I kommer i den sorte, ikke?", sagde man så.

Et 8-16 job, måske...

Hvad var det sværeste for dig, da du begyndte i faget?

– Det var det første barn. Jeg græd som pisket, fordi det virkede så meningsløst. Det påvirker en rigtig meget. Det påvirker alle.

Anne Langskov har lært at håndtere de svære tilfælde, men konstaterer, at det aldrig bliver rutine.

– Selv om folk bliver 95, er der stadig en sorg hos de efterladte.

– Jeg føler mig meget privilegeret ved i så mange år at have fået lov til at hjælpe mennesker. Det vil jeg gerne kunne fortsætte med, men det bliver en udfordring, for alt inden for sundhedssektoren er også fysisk hårdt.

– Det er med vemod, at jeg stopper. Det har altid været meningen, at jeg skulle være bedemand, til jeg går pension. Jeg har overhovedet ikke tænkt på andet.

– En veninde spurgte mig, om jeg ikke skulle finde mig et 8-16 job. Jeg har været vant til, at jeg skal på arbejde, når telefonen ringer, uanset hvornår det er. Da vi var oppe i Sverige, kunne jeg lade telefonen ligge i huset og gå tre timer i skoven. Det var meget rart.