ERHVERV / 17. JAN • 15:30

Søndagsbuffet på glatis

Søndagsbuffet på glatis
Men kønt så det jo ud uden for hotellet. Privat foto

Da Hotel Allinge havde sin første søndagsbuffet forgangne weekend, kom sneen som bekendt.

Hotel Allinge har i nogle år med tilbudt stegt flæsk-buffet hver onsdag og stegt oksecuvette-buffet hver lørdag, fortæller hotellet i en mail til Tidende, som yderligere oplyser, at hotellet i Storegade i Allinge jo har helårsåbent, hvorfor både mange bornholmere og turister har kunnet benytte sig af tilbuddet.

Flere havde dog også efterspurgt en søndagsmiddag a la den gammeldags traditionelle af slagsen, hvor familien mødes og får vendt stort og småt uden selv nødvendigvis at skulle stå for madlavning og opvask.

Thorbjørn Rafn, hotellets ejer, var frisk på dén idé, og kokkene stod således klar med den første flæskestegsbuffet søndag 11. januar, men ak …

Ja, lige præcis, fremmødet blev lidt overhalet inden om af sne og fygning, hvorfor flere måtte aflyse deres booking, fortæller mailen, hvori hoteldirektøren også siger:

– Det er jo fuldt forståeligt, og ingen må eller skal ud at køre, hvis de ikke føler sig trygge, men vi havde naturligvis en skøn buffet klar til dem, der trodsede vinteren.

Søndagens buffet på Hotel Allinge. Privat foto
Søndagens buffet på Hotel Allinge. Privat foto

Og han fortsætter:

– Vi er klar igen fra på søndag og selvfølgelig også onsdag og lørdag med vores andre buffeter.

Til salg

Direkte adspurgt fortæller han, at det endte med, at i omegnen af 20 spisende gæster trodsede vejret og mødte op til buffeten.

– Vi plejer gerne til vores buffeter at have et sted mellem 50 og 80 spisende, men bortset fra vejret var det her jo også første gang, siger han.

Og han slår i øvrigt fast, at første gang ikke blev sidste gang, for søndagsinitiativet fortsætter, ligesom også de to andre buffeter onsdag og lørdag.

Skulle man i øvrigt have lyst til at få hånd i hanke med og bestemmelsesret over buffeterne, kan man jo bare købe hotellet, som blev sat til salg i marts sidste år.

Ikke at ejeren har travlt med at få salget gennemført, for som han sagde i Tidende dengang:

– Det er ikke til at vide, om det bliver solgt på to måneder, eller om det tager fire år. Det er med at gøre det på det rigtige tidspunkt.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT