En klassisk sennep fra Bornholms Oliemølle er med, når de bedste af supermarkedernes egne produkter skal kåres ved en europæisk prisuddeling i marts. Senneppen bliver solgt i Lidl som en del af kædens En Bid af Danmark-serie.
Hvert år står branchemagasinet European Supermarket Magazine bag European Private Label Awards, der kårer de bedste private label-produkter i detailhandlen på tværs af en række europæiske lande. Private label er varer, supermarkederne sælger under deres egne mærkevarer. I år er den bornholmske sennep med i opløbet, og det vækker glæde hos Bornholms Oliemølle.
– Det betyder alverden for os at få international anerkendelse. Vi er stolte af, at vores sennep, lavet på bornholmske sennepsfrø, bornholmsk øl og vores egen rapskimolie, bliver fremhævet for sin kvalitet. Det viser, at vi kan levere tårnhøj kvalitet uden at gå på kompromis med de danske råvarer, der er hjertet i vores produkt og i vores tætte samarbejde med Lidl, siger direktør Henrik Kai Hansen i en pressemeddelelse.
Senneppen er nomineret i kategorien Sauces and Condiments, som kan oversættes til saucer og tilbehør. Ifølge Lidl er det en stærkt konkurrencepræget kategori, hvor kvalitet, innovation og lokal forankring er i centrum.