Rønne Havn: Der kan mangle plads i Østersøen

Rønne Havn: Der kan mangle plads i Østersøen
Hvis udvidelsesplanen holder, vil Rønne Havn i 2025 have 350.000 kvadratmeter opbevaringsplads til vindmølledele. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 1. DEC 2022 • 10:30
NYHED | ABONNENT
1. DEC 2022 • 10:30

Politiske ambitioner kan betyde, at der i fremtiden kommer til at mangle havneplads i østersøregionen til opbevaring af vindmøller.


Der kan komme til at mangle havnekapacitet i fremtiden, hvis de politiske ambitioner om at opsætte flere havvindmølleparker i Østersøen skal føres ud i livet.

Det fortæller direktør hos Rønne Havn, Lars Nordahl Lemvigh baseret på en vurdering, havnen har lavet.

– Hvis vi kigger på Østersøen som helhed, så er der med de politiske ambitioner om at opsætte flere havvindmølleparker et potentiale og et behov, der nærmer sig tre gigawatt om året. Hvis vi omregner, hvor meget havnekapacitet der skal være i østersøregionen til at undersøtte behovet, så ligner det, at der umiddelbart skal bruges godt en million kvadratmeter, hvis der hvert år skal opsættes tre gigawatt havvindmølleparker.

Havnearealer er en knaphed

Hvis Rønne Havns store udvidelse går efter planen, vil der være 350.000 kvadratmeter opbevaringsplads i 2025, og uden at kunne sige hvilken havn i østersøregionen, der har mest plads, så 'ligger Rønne langt fremme i førefeltet'.

– I østersøregionen som helhed leverer vi samlet set en tredjedel af det behov, der er for havnearealer. Sagt på en anden måde: Havnearealer er en knaphed i forhold til udbygning af havvindmølleparker og den klimaomstilling, vi står over for, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Udover den planlagte fremtidssikring har Rønne Havn ingen planer om at udvide med yderligere havneareal, fortæller direktøren.

– Uanset hvad, så er det ikke Bornholms og Rønne Havns opgave alene at sikre hele den grønne klimaomstilling. Vi byder ind med det, vi kan.

Ingen planer

Rønne Havn fungerer som installations- og udskibningshavn for havvindmølleprojekter, hvor offshorekunder kan leje sig ind på pladsen.

For nylig kunne havnen begynde udskibningen af de første dele til den tyske vindmøllepark Arcadis Ost 1, og havnen er booket af lignende projekter frem til 2028.

Og det arbejde vil havnen gerne holde fast i at fokusere på.

Er der nogen planer fra Rønne Havns side om at skulle bruge mere end 350.000 kvadratmeter og altså skulle udvide med yderligere plads?

– Det er der ikke, nej.

Er det slet ikke noget, I spekulerer i?

– Nej, der ligger ingen planer og heller ingen spekulationer om at gøre det andre steder.