Et ungt ægtepar åbnede i denne uge et udsalg af hjemmelavet pizza i en spritny madvogn på Sandvig Havn. Konceptet er enkelt: Napolitansk pizza i otte udgaver, heraf to veganske og en vegetar, alle fortrinsvis fremstillet af lokale fødevarer.
– Vi syntes, der manglede et sted, hvor man kunne købe 'easy going food' i Sandvig, siger Mateusz, der lærte området at kende sidste år, da han arbejdede på et nærliggende hotel.
Emma og Mateusz kommer fra henholdsvis UK og Polen, men parret har de seneste år boet i København.
Hun er udddannet bygningskonstruktør, han er lyddesigner. Coronakrisen gav dem lyst til at smide alt hvad de havde i hænderne og jagte friheden og en bedre work life balance på Bornholm.
Basta Pizzas mobile pizzaovn er allerede oppe i temperatur og salget af pizza er vokset støt i bededagsferien, men Emma og Mateusz forventer, at der snart bliver mere travlt på havnen i Sandvig.