Nu lukker fiskernes forening

Nu lukker fiskernes forening
NYHED | 10. MAJ 2024 • 06:53
Af:
Ritzau
NYHED
10. MAJ 2024 • 06:53

Den bornholmske fiskeriforening nedlægger fredag sig selv efter 141 år.

Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening ventes efter 141 år at nedlægge sig selv. Det vil ske på en ekstraordinær generalforsamling fredag aften.

- Jeg synes, at man har svigtet politisk i forhold til sæler og i forhold til udledning i Østersøen. Man har ikke renset det spildevand, der løber ud i Østersøen, godt nok, siger formand Thomas Thomsen til DR P1, som sætter fokus på lukningen af fiskeriforeningen.

Det blev vedtaget den 12. april i år, at foreningen skulle nedlægge sig selv. 30 ud af foreningens 31 medlemmer stemte for at nedlægge foreningen.

Og det kom dengang bag på formand Thomas Thomsen, at det var "så overvældende et flertal", lød det.

– Men det er jo den vej, som det nu engang er gået. Fiskemulighederne omkring Bornholm har stort set været lig nul i fire og et halvt år.

– Rigtig mange faretøjer er blevet hugget op og så videre, så der er ikke basis for en fiskeriforening som det ser ud lige nu, sagde han til DR.

Det er blandt andet den vigende torskebestand og et fald i antallet af aktive medlemmer, som ligger til grund for nedlæggelsen, lyder det i foreningens beretning ifølge DR.

Ifølge Thomas Thomsen er det nulkvoter på torsk, stigende havtemperaturer og et stort iltsvind i Østersøen, der er årsag til foreningens lukning.

På 20 år er antallet af fiskerifartøjer i foreningen gået fra 200 til 34.

– Vi må ikke fange torsk, og vi må heller ikke fange laks. Der er stadig bornholmske fiskere tilbage, men de driver ikke fiskeri heromkring Bornholm, siger Thomas Thomsen til P1.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT