Messen henvender sig til elever i udskolingen (7.–10. klasse) samt deres familier og giver mulighed for at orientere sig om uddannelses- og karriereveje på Bornholm. Arrangementet finder sted i campusbygningen, hvor mere end 75 virksomheder og uddannelsesinstitutioner deltager. Der forventes over 1.500 besøgende, oplyser Campus Bornholm.
Årets hovedtema er “De unges refleksion”, som skal støtte eleverne i at overveje egne interesser, kompetencer og fremtidige muligheder. Forud for messen har eleverne arbejdet med refleksion og forberedelse for at styrke udbyttet af møderne med de deltagende aktører.
– Når de unge møder virksomheder og uddannelser ansigt til ansigt, får de mulighed for at koble drømme med virkelighed. Vores opgave er at hjælpe dem med at stille de rigtige spørgsmål – og opdage, at der ikke findes ét rigtigt valg, men mange gode muligheder, siger den ene af de to uddannelsesvejledere hos UU-Bornholm, Kasper Madvig Schmidt.
Der har i år været en udfordring med transporten for elever fra hele øen. Flere lokale virksomheder har bidraget økonomisk for at sikre, at alle elever kunne deltage.