Det skete på den europæiske prisuddeling Scandinavian Business Awards, hvor magasinet vandt prisen i kategorien "Most Inspirational Visitor Information Guide 2023". Det er EU Business News, der uddeler prisen, og ifølge en pressemeddelelse fra Visual Bornholm modtag man prisen for "sin position som en innovativ frontrunner i det skandinaviske medielandskab". I udvælgelsen er der lagt vægt på ekspertise indenfor visuel kommunikation, fokus på kvalitet og dedikation til kundeservice og tilfredshed, lyder det.
– Vi er rigtig glade for den anerkendelse, vi her får af EU Business News. De har hovedsæde i England, så vi er selvfølgelig stolte af, at de har fået øje på vores magasin om Bornholm. Vi kan se på data fra Google, at vores magasin bliver læst og gemt i mange lande verden over, og at vi nu også har sat Bornholm og vores annoncører på landkortet i denne her internationale sammenhæng, er vi meget begejstrede for, siger Anders Beier, som er fotograf og medejer af magasinet.
Visual Bornholm henvender sig primært til Bornholms turister og besøgende og fås gratis ombord på Bornholmslinjens færger, i Bornholms Lufthavn, hos Bornholms Turistinformationer på hele øen og mange andre steder. Magasinet er på dansk og suppleres af et online-univers, hvor også tysk- og engelsktalende gæster kan læse indholdet.
Bag magasinet står Visual Media ApS, som ejes af Anders Beier, designer Malene Sommer og cand. comm. Dorthe Lind Thornton.