Vognmandsfirmaet fra Rønne investerer i ni eldrevne lastbiler.
– Vi er stolte af at være blandt de første i branchen, der investerer i tung elektrisk transport.
Som et af de første vognmandsfirmaer i landet er BHS Logistics med hovedsæde på Vesthavnsvej i Rønne nu klar til at køre ind i fremtiden. I onsdags modtog direktør Morten Studsgaard nøglerne til fire helt nye Mercedes Benz eActros 600-biler - de første el-drevne lastbiler i firmaets historie.
– Men det er kun begyndelsen. De næste fem biler er lige på trapperne, og vi glæder os til at se hele flåden rulle ud og gøre en forskel på landevejene, skriver BHS Logistics i et Facebook-opslag.
De nye eAcross-modeller giver BHS Logistics en række klare fordele. Dels er de perfekte til by- og regional distribution, hvor miljøkravene bliver stadig skrappere, dels giver de et bedre arbejdsmiljø for chaufførerne og mindre støj i byerne, og dels er de med en rækkevidde på 600 kilometer pr. opladning perfekte til størstedelen af de ruter, firmaet i dag betjener.
Med onsdagens nøgleoverrækkelse hos importøren Ejner Hessel tager BHS Logistics opfyldes også firmaets bæredygtighedsmål.
– Vi tager et stort skridt mod en grønnere fremtid. Elektriske lastbiler reducerer CO2-udledningen markant og hjælper os med at fremtidssikre vores logistikløsninger, skriver Rønne-firmaet i sit Facebook-opslag.