Restaurant Amtmandsgården lukker med øjeblikkelig virkning
Det har været svære tider i flere brancher under corona, som efterhånden nærmer sig to års varighed.
Det faktum mærker Restaurant Amtmandsgården nu og på restaurantens facebookside skriver ejer Nis Staack:
– Efter nogle år med ufatteligt hårde kampe må vi desværre se i øjnene at vi ikke længere har muligheden for at drive Restaurant Amtmandsgården på tilfredsstillende vis.
– Coronatiden samt det nuværende arbejdsmarked gør, at vi ikke kan skaffe tilstrækkeligt kvalificeret, og nok, arbejdskraft.
– Vi lukker derfor a la carte delen og den daglige restaurantdrift med øjeblikkelig virkning.

På trods af nedlukningen af restauranten, fortsætter Nis Staack og hans kompagnon Malene Knudsen med at drive Amtmandsgården som selskabs- og eventlokaler.
Restaurationsparret har tidligere mærket konsekvenserne af corona, da de valgte at lukke restauranten i vinteren 20/21 og fritstille en halv snes medarbejdere.
Parret overtog Amtmandsgården i 2019 og åbnede i foråret 2020 med et menukort med dansk husmandskost.