Udover Almegårds Kaserne, var PLE sammen med Nordbornholms Byggeforretning i februar også med til at vinde Bornholms største renoveringssag nogensinde, da der skal totalrenoveres og ombygges 154 boliger i Rønne. Kontrakten har en samlet værdi på 262 millioner kroner, så det vil ikke være for meget at sige, at det har været en god start på 2023 for PLE.
– Det er ingen hemmelighed, at vi går og glæder os over, at vi er kommet i en position, hvor vi er i stand til at tage de her to kæmpe opgaver. Tilsammen er det jo næsten en halv milliard, så det er virkelig stort. De vil komme til at fylde rigtig meget i bøgerne de næste i hvert fald tre år, fortæller PLE-direktøren og tilføjer, at de to opgaver passer godt sammen.
– Det er forskellige kompetencer, der skal bruges det ene og det andet sted. Det er også derfor, vi har haft mulighed for at byde på dem begge på samme tid. Opgaven ude på kasernen er sådan en rigtig stor og ny entreprenøropgave, hvor der er rigtig meget jord, beton og rør, hvorimod Bo42-opgaven er eksisterende lejligheder, hvor vi skal ind og renovere køkkener, badeværelser og sådan nogle ting, siger Jens Koefoed, der er overbevist om, at man har et hold og en organisation, der er i stand til at løfte begge opgaver på samme tid.
Begynder snart
Byggeriet på Almegårds Kaserne, der ifølge oberstløjtnant Ulrik Skytte handler om at udvikle kasernen og gøre den tidssvarende, forventes at begynde i slutningen af maj.