Tre gode år får ikke Bornholm Hotels ApS til at hvile på laurbærrene. Alene i 2022 er der investeret knap 20 millioner kroner i hotellerne. På Griffen Spahotel er der installeret solceller på taget, og Fredensborg Badehotel har fået swimmingpool med opvarmning baseret på solenergi.
– Så vi har ikke kedet os hen over vinteren, siger Trine Richter.
Bornholm Hotels er ejet af Carl Edvard Mogensens Fond, og investeringerne sker i overenstemmelse med afdøde Carl Edvard Mogensens vision om at medvirke til udviklingen og skabelsen af arbejdspladser på Bornholm.
– Vi har således ikke til formål at opbygge en formue, idet alle overskud bliver geninvesteret i hotellerne, således at vi hele tiden kan udvikle os, fortæller Trine Richter.
Vinteren er ikke kun blevet brugt på at bygge om og til. Månederne er også blevet brugt på at uddanne og udvikle medarbejderne. Det sikrer beskæftigelse hele året, fortæller direktøren, som mener, at tilfredse medarbejdere giver tilfredse gæster, og glade gæster kommer igen.
– Det er derfor, vi investerer så meget i vores medarbejdere, fortæller hoteldirektøren.
De tre hoteller i Bornholm Hotels ApS er omfattet af overenskomsten mellem Horesta og 3F.