Førtidspensionist har succes med virksomhed

Jesper Gynther

Journalist

Da Solveig Klausen blev førtidspensionist, måtte hun bede sine børn om penge til færgebilletten, for ellers havde hun ikke råd til at besøge dem. Nu har hun fundet en løsning, så hun både kan tage færgen og forkæle børnebørnene.

Efter et langt og hårdt arbejdsliv som bogtrykker, var Solveig Klausens ryg slidt helt op. Derfor blev hun for snart 10 år siden tilkendt førtidspension. Pensionen var dog mindre end hendes udgifter, og det efterlod hende med et stort problem.

– Jeg kunne ikke blive i mit hus på grund af økonomien, fortæller hun.

Solveig Klausen måtte hurtigt finde en løsning, så hun kunne betale regningerne og blive boende i sit hus i Klemensker. I første omgang valgte hun at leje sit værelse ud til airbnb-gæster.

– Det var jo ikke ligefrem egnet til det, men jeg skulle finde en måde at tjene penge på, siger hun og fortæller, at der ikke var egen indgang til værelset, og derfor havde gæsterne også lov til at bruge resten af huset.

I alt havde hun gæster fra 28 lande, blandt andet fra Singapore, Canada, Italien og Spanien. Men efter fem år som airbnb-værtinde, fik hun nok af de mange besøg og sadlede om.

– Så tænkte jeg, hvad pokker kan jeg ellers lave? Og så opstod ideen.

Måtte ændre forretningskonceptet

Solveig Klausen fandt på at gøre sin hobby til sin levevej. Hun startede virksomheden Sypaian, hvor hun sælger stof, sytilbehør og færdigsyet tøj fra sit hus i Klemensker.

– Jeg har altid syet, og jeg har altid haft systuen på førstesalen, mens jeg har boet her. Jeg har faktisk altid haft en systue og en symaskine, siden jeg fik mit eget sted, siger hun.

Hun har de seneste fem år stille og roligt opbygget virksomheden. Hun lavede en webshop og har - uden at låne penge - formået at få et stort stoflager. Hver gang hun solgte noget, købte hun nemlig lidt mere stof.

– Alle tror, at jeg bare har fem ruller liggende på hylden, men jeg kan godt matche alle mulige andre stofbutikkers udvalg, fortæller hun, mens hun viser rundt i sin systue på førstesalen, som er proppet fra ende til anden med tekstiler af forskellig slags.

Hun måtte dog hurtigt indse, at hun var nødt til at ændre på forretningskonceptet for at få kunder i butikken.

– Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle sidde og sy børnetøj og så sælge det. Men det viste sig, at der var ikke rigtig et marked for det. Der er jo H&M, så det lavede jeg hurtigt om, fortæller hun.

Får 20 ordre om ugen

Nu er Sypaian blevet til et skrædderi, hvor voksne kan komme og få taget mål, og så syer Solveig Klausen tøjet til dem. Det kan være alt fra en bryllupskjole til jakker, bukser, bluser, men det kan også være hynder eller gardiner.

Ofte får hun kunder, som har nogle specielle mål og derfor ikke kan passe almindeligt masseproduceret stangtøj, som man finder i tøjforretningerne. Og der er nok at lave, fortæller hun.

– Jeg har masser at lave. Jeg får cirka 20 ordre om ugen, så der er ingen fare der, skulle jeg hilse og sige. Det er virkelig populært at få syet sit tøj.

Hvordan kan det være?

– Jeg tror bare, at folk godt vil have noget kvalitet. Noget, der passer, og noget, der ikke ligner alle andres, siger hun og fortæller, at der også er mange, der gerne vil have syet deres tøj ind, fordi de tabt sig meget efter at have startet på slankemedicinen Wegovy.

Systue med yogamåtte og hævesænkebord

Solveig Klausen lever stadig dagligt med sin dårlige ryg og sin kroniske slidgigt. Men hun har fundet en måde at holde til at sy tøjet uden at køre helbredet helt i sænk.

– Jeg kan ikke stå op en hel dag. Det er håbløst. Og jeg kan ikke sidde ned en hel dag. Det er også håbløst, siger hun og fortæller, at hendes arbejdsbord derfor er et hævesænkebord.

Hun har også en yogamåtte i systuen, som hun tager frem flere gange om dagen for at lave lidt gymnastik og få strukket ud.

– Jeg holder også nogle pauser, og det er faktisk rigtig vigtigt, for ellers gør det ondt. Du ved, jeg kan hele tiden kompensere for smerte og sådan noget. Der er selvfølgelig nogle dage, hvor det er no go, og så må man jo bare acceptere det og håbe på, man har det bedre dagen efter, siger hun.

Hvad betyder det for dig, at du har Sypaian i dit liv?

– Det betyder simpelthen alt. Jeg er jo sådan en type, som ikke bare kan gå og glo. Så da jeg fik førtidspensionen, var jeg bare så ked af det. Men jeg kunne ikke arbejde med mit fag længere, det kunne jeg simpelthen ikke tåle. Det var et smertehelvede, for min ryg var helt smadret af at have stået ved de store trykkemaskiner og af at have slæbt en masse papir.

Er aldrig smertefri

Hun mener, det gør en stor forskel, at hun nu er sin egen chef.

– Det gør hele forskellen. Den eneste grund til, at det her kan gå, er, fordi jeg selv kan disponere over min tid. Ellers kunne det slet ikke. Det ville jo heller ikke være sjovt at have en medarbejder, der i tide og utide melder sig syg, fordi man har ondt i knæene og ryggen. Det ville jeg da ikke synes var særlig fedt i hvert fald.

– Så den pension er et must. Der er jo ligesom en grund til, at man får den pension, det har jeg også måttet erkende mange gange.

Hun har dog endnu ikke helt lært at stoppe sig selv i tide, når det begynder at gøre ondt.

– Det er simpelthen så svært, når du har lovet noget, der skal være færdigt. Så giver man den altså bare en ekstra skalle.

– Jeg vil sige, at jeg er aldrig smertefri. Never. Det er jeg ikke. Der kommer nye ting hele tiden. Jeg har gigt i mit højre knæ, men nu har jeg også fået det i det venstre knæ, fortæller hun.

Håbede at kunne leve af det

Da Solveig Klausen søsatte Sypaian, håbede hun, at forretningen kunne vokse sig så stor, at hun kunne leve af dén i stedet for sin førtidspension. Men det er endnu ikke lykkedes.

– Jeg har fundet ud af, at det kommer ikke til at ske. Det kan man ikke alene, når man både skal være i produktionen og tage sig af alt. Men jeg synes alligevel, at det er tilfredsstillende at bidrage til samfundet. Jeg betaler jo masser af skat og moms, siger hun.

Hun har heller ikke lyst til at hæve priserne, for det er vigtigt for hende, at så mange som muligt har råd til at lægge en bestilling hos hende.

– Jeg synes bare, at alle skal også kunne have en chance. Jeg synes ikke, at det her bare skal være for de mennesker, der har masser af penge. Det er meget pensionister, der kommer, og nogle har jo selvfølgelig masser af penge, men der er jo også nogle, der ikke har noget. De er bare kede af, at de ser lidt uformelige ud og ikke får noget ordentligt tøj. Så jeg holder priserne.

– Plus jeg er heller ikke uddannet skrædder. Jeg er jo bogtrykker. Jeg synes dog ikke, at jeg laver et dårligere stykke arbejde - ellers havde jeg jo ikke haft nogen kunder.

Givet økonomisk frihed

Selvom Solveig Klausen ikke udelukkende kan leve af sin virksomhed, har Sypaian haft en stor påvirkning på hendes privatøkonomi. Nu skal hun ikke længere tage imod almisser, når hun vil besøge sine børn og børnebørn.

– Det er jo ikke, fordi jeg bliver rig af det, men systuen giver mig jo alligevel de ekstra penge til at have et godt liv. Før jeg startede systue, var det jo sådan noget med, at mine børn måtte give mig til billetten, for ellers havde jeg jo ikke råd til at komme over og besøge dem og deres børn. Og fødselsdagsgaverne blev meget små. Jeg havde faktisk ingen penge. Men nu kan jeg forkæle børnebørnene.

Førtidspension er ikke en guldgrube?

– Nej, og ikke når man bor alene og har et hus. Og jeg ville jo rigtig gerne blive boende her. Og det har jo givet mig en masse frihed, økonomisk. Det har det. Og så føler jeg jo samtidig, at jeg gør noget godt for nogen.

Med pengene fra Sypaian kan hun nu også gøre noget godt for hende selv.

– Før havde jeg ikke råd til at gå til en fysioterapeut. Det koster faktisk ret meget, og med en førtidspension er det håbløst. Du får en henvisning, men der er meget egenbetaling.

– Det kan jeg også få råd til nu. Det er jo dejligt på den måde. Det giver bare lidt frihed.

Fortryder en enkelt ting

Solveig Klausen er i dag 65 år, og hun håber at fortsætte med Sypaian flere år endnu – også efter hun bliver folkepensionist.

– Jeg elsker mit arbejde her. Det gør jeg! Og jeg er jo blevet dygtigere og dygtigere. Jeg vælter mig ud i alting, og jeg kan jo faktisk lave alting efterhånden.

I sidste ende er det dog hendes fysik, der bestemmer, hvornår systuen lukker.

– Jeg fortsætter, så længe jeg kan holde til det og synes, det er sjovt. Fordi det er jo ikke sjovt, hvis man har rigtig mange smerter hele tiden. Så er det no-go. Og jeg vil jo også gerne nyde lidt alderdom uden at sidde i en kørestol, siger hun.

– Så længe jeg kan komme op ad trappen. Men det kniber sgu lidt, det gør ondt at gå op trapperne for øjeblikket med de knæ, indrømmer hun.

Hun fortryder ikke, at hun blev uddannet bogtrykker i stedet for skrædder, men hun ville ønske, at hun havde startet Sypaian noget tidligere.

– Det ville måske have været smart, hvis jeg havde fundet på det her 10 år før, min ryg blev så tosset. Så kunne jeg måske også have fået et andet koncept. For nu sidder man jo lidt fast i det der med, at forretningen ikke kan blive større, fordi jeg ikke har plads til medarbejdere. Jeg har allerede inddraget entreen til mit stofudsalg, men det må ikke sprede sig mere nu, for jeg har jo også børnebørn, der kommer på besøg en gang imellem.

Hun overvejer dog ikke at leje et erhvervslokale. Det er der slet ikke penge til.

– Med en husleje kunne det ikke hænge sammen. Så havde udgifterne simpelthen blevet lige så store som indtægterne. Det går jo ikke, så havde det jo ikke været sjovt mere.