Med til at skabe liv
I pressemeddelelsen forklarer brødrene Lund, at det ikke kun er til gavn for Team Bornholm, når selskabet har et godt resultat.
– Vi ejer ikke selv de ferieboliger, som vi udlejer. Når vores indtjening stiger, betyder det derfor, at ejerne af ferieboligerne har haft en endnu større vækst i deres indtjening, forklarer Rasmus Lund.
Sidste år havde Team Bornholm over 250.000 gæsteovernatninger. Ifølge pressemeddelelsen bruger en gennemsnitlig feriegæst 800 kroner per feriedøgn. I så fald bidrager 250.000 gæsteovernatninger med 200 millioner kroner til Bornholm.
– Den omsætning skaber grundlaget for mange bornholmske arbejdspladser. Vi er stolte over, at vi sammen med øens andre turismevirksomheder er med til at skabe liv på Bornholm. Uden turismen havde Bornholm ikke kunnet have det store udbud af butikker, restauranter og kulturoplevelser, som vi har i dag, siger Jacob Lund.