Efter kritisk brev: Politikere skal have redegørelse for Langebjerg-sagen

Efter kritisk brev: Politikere skal have redegørelse for Langebjerg-sagen
Planen for sommerhusområdet ved Langebjerg. Illustration: BRK
ERHVERV | Lørdag 17. august 2024 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Lørdag 17. august 2024 • 05:30

Storentreprenør rejser via advokat alvorlig kritik af kommunens forvaltning i forbindelse med lokalplanproces for nye sommerhuse.

– Nu har jeg ventet længe nok, siger Kim Christiansen, direktør for Nordbornholms Byggeforretning.

Kim Christiansen har mistet tålmodigheden med Bornholms Regionskommune i forbindelse med lokalplanprocessen for et byggeri af 12 sommerhuse ved Langebjerg i Sandvig. Han har via sin advokat sendt medlemmerne af kommunalbestyrelsen en tre sider lang skrivelse om "kritisabel forvaltning".

"Kritikken er udløst af en stærkt kritisabel sagsbehandlingsforløb stridende med god forvaltningsskik og efter min klients gentagne forsøg på at etablere et effektivt samarbejde med forvaltningen", skriver advokat Katrine Dons Kvottrup, Haugaard Braad Advokatfirma i Aalborg, og beskriver herefter sagen set fra entreprenørens side.

Det hele tog sin begyndelse, da Kim Christiansen i 2022 med det mindst mulige flertal fik kommunalbestyrelsens tilladelse til at opføre nye sommerhuse ved Langebjerg.

Lokalplan

Advokaten skriver, at det i maj 2023 blev aftalt med kommunen, at bygherre selv skulle forestå og betale udarbejdelsen af en lokalplan for projektet.

Det skete af hensyn til kommunens begrænsede ressourcer, og der var intet usædvanligt i det, fremhæver advokaten, idet planloven åbner mulighed for dette, og at det er en praksis, som bruges andre steder i landet.

Landinspektørfirmaet LE 34 blev hyret til opgaven, ligesom det blev aftalt, at bygherre hyrede Niras til at udarbejde en væsentlighedsvurdering, da Langebjerg ligger op til et Natura 2000-område.

Et udestående

Kommunen modtog ifølge skrivelsen det sidste materiale den 1. december 2023. Det var en miljørapport, udkast til høringsskema, en nedsivningstest og væsentlighedsvurderingen.

Lokalplanen var i samarbejde med planafdelingen udarbejdet før sommerferien, skriver advokaten.

"Det eneste udestående har således siden da været miljøafdelingens gennemgang og godkendelse af de undersøgelser, der blev fremsendt tilbage i december 2023", skriver advokaten, der tilføjer, at det handler om et stykke arbejde, som ifølge landinspektørfirmaet, ikke vil tage miljøafdelingen mere end en-to dage.

Miljøafdelingen har ifølge skrivelsen meddelt, at "de grundet travlhed ikke vil opstarte sagsbehandlingen før august 2024 med en forventet afgørelse inden udgangen af 2024. Dog med miljøafdelingens forbehold for, at der ikke opstår mere presserende sager. Dette til trods for, at der mellem min klient og Bornholms Regionskommune har været udarbejdet en fælles tidsplan, jf. referatet fra opstartsmødet i september 2023, hvorefter miljøafdelingens behandling af sagen for længst skulle være afsluttet".

Den 1. juni

Der står ikke nogen dato i skrivelsen, men ifølge Kim Christiansen skulle lokalplanforslaget have været ud i høring i foråret 2024, og lokalplanen klar til vedtagelse den 1. juni.

Advokaten kalder det stærkt kritisabelt, at kommunen indgår en sådan aftale med bygherre for at fremskynde sagen og derefter trække den i langdrag.

"Desværre stopper det ikke her. Kommunens miljøafdeling har nu meddelt til min klient, at de slet ikke agter at benytte den af Niras udførte væsentlighedsvurdering, hvorfor godkendelsen af miljøundersøgelserne først kan forventes at foreligge omkring årets udgang", skriver advokaten, der fortsætter:

"At kommunen – efter min klient har afholdt store omkostninger til lokalplanens udarbejdelse – endnu engang henviser til travlhed som begrundelse for, at lokalplanen ikke foreløbigt bliver en realitet, og at kommunen afviser at anvende det arbejde, som er udført af fagligt kompetente virksomheder, strider slet og ret mod kommunens forpligtelse som offentlig myndighed til at overholde god forvaltningsskik".

Hvad skal man gøre?

Bornholms Tidende har spurgt Kim Christiansen:

Hvorfor har du valgt at hyre en advokat til at fremsætte den alvorlige kritik – det betyder jo også ekstra omkostninger?

– Fordi jeg ikke kan få dem i tale. De svarer mig ikke. Hvad skal man gøre? Det eneste, man har respekt for, er når jeg henvender mig til presse og advokater, siger Kim Christiansen og tilføjer, at han har hyret en advokat med speciale i forvaltningsret.

– Vi har store millionbeløb på spil. Vi må forvente en professionel behandling. Det her går ikke, tilføjer han.

Det nævnes, at Kim Christiansen indtil videre har brugt 370.000 kroner eksklusive moms på udarbejdelsen af en lokalplan.

"En omkostning, der i en vis udstrækning nu skal afholdes på ny i forbindelse med kommunens udførelse af selv samme miljøarbejde, og som dermed påføres kommunens borgere i en forvejen økonomisk trængt kommune", skriver advokaten.

Placering af ansvar

"Kommunalbestyrelsen opfordres til at gennemføre en grundig gennemgang af hele sagsforløbet med henblik på at placere et ansvar for det økonomiske tab som bygherre såvel som kommunen er påført af forvaltningens agerende", fremgår det videre.

Om denne gennemgang er på vej, vides ikke. Men i hvert fald oplyser Michael Brandt Bernbom, afdelingschef for kommunens miljøafdeling, at man er blevet bedt om at give politikerne en redegørelse:

Borgmester Jacob Trøst (K) oplyser til Tidende, at administrationen har vurderet, at det vil være bedst at få belyst sagen, men at han i øvrigt først når at se på sagen i næste uge.

Kommer ikke frem i køen

Helle Munk Ravnborg (EL), forperson for natur-, miljø- og planudvalget, ønsker kun at knytte en enkelt kommentar til sagen:

– Det er almindelig praksis at opfordre til, at man indhenter ekstern assistance i forhold til byggeansøgninger, lokalplaner med videre, da det er kompliceret stof. Det faktum, at man gør det giver ikke en anden plads i køen end den, man ville have, hvis man ikke købte ekstern assistance.

Kim Christiansen derimod henholder sig til, at der var, hvad han kalder en "klokkeklar tidsplan".

– Bagefter konstaterer man, at kommunen er fuldstændig ligeglad med den tidsplan, man selv har været med til at lave. Og så bruger man den undskyldning, at der er kommet mere presserende sager. Så skulle jeg jo ikke sættes i gang med at lave en lokalplan for private midler, for det er spild af penge, når man alligevel vil blokere til sidst. Så kunne kommunen lige så godt lade sin egen planafdeling stå for det, siger Kim Christiansen.

Erstatning?

Du ønsker, at kommunalbestyrelsen gennemfører en gennemgang af sagen for at placere et ansvar for det økonomiske tab – er det fordi du vil søge erstatning?

– Allerhelst vil jeg bare have mine sommerhusgrunde. Det er mere vigtigt. Men hvis jeg mister penge på, at folk ikke holder deres aftaler, kan de blive erstatningsansvarlige – og sådan er det også for en kommune.

– Men det er ikke erstatning, det drejer sig om for mig. Jeg vil have handling. Jeg vil have sagsbehandlet min lokalplan, og det er det jeg ønsker med advokatens skrivelse – at gøre politikerne opmærksomme på, at der foregår nogle ting, som ikke er lovlige, siger Kim Christiansen.

– Vi vil gerne have folk til at flytte hertil. Men så er man nødt til at give erhvervslivet lov til at arbejde og skabe arbejdspladser, så vi får råd til skoler og børnehaver. Her har vi nogle sommerhusgrunde, som kunne være solgt for længe siden. Arbejdet kunne være sat i gang, og kommunen kunne have fået store ejendomsskatter ind, siger Kim Christiansen.

Gymnasiet

Nu kommer der en redegørelse?

– Det er da rart. For der er en alvorlig sag her, siger entreprenøren, der glæder sig over yderligere en ting:

– Jeg har i dag fået ibrugtagningstilladelse til de 35 nye lejligheder i det tidligere gymnasium i Rønne. Så det er ikke møg det hele, slutter Kim Christiansen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT