Destinationen: Derfor har vi færre turister lige nu

Destinationen: Derfor har vi færre turister lige nu
Turistmæssigt minder 2022 umiddelbart om et normalt år inden corona, mener direktør i Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 2. JUL 2022 • 10:30
NYHED | ABONNENT
2. JUL 2022 • 10:30

Turismebarometeret vidner om færre danske bookinger, men markant flere tyske – og et forår, der var klart bedre end 2019. Men "træerne vokser ikke ind i himlen", konstaterer direktøren fra Destination Bornholm.

 

Et turismebarometer, der hvad angår danske turister på Bornholm på intet tidspunkt svinger sig op på eller over indeks 90 fra nu og frem til midten af august, tegner ikke umiddelbart godt.

Tallet angiver, hvor mange bookinger, der er, sammenholdt med samme tid sidste år, som altså er indeks 100 og dermed sammenligningsgrundlag.

Men til gengæld er der trøst at hente, hvis man ser på de tyske turister, for her ligger tallene konsekvent markant over sidste år, hvor uge 30 (25.-31. juli) er højdespringer med indeks 156.

Pernille Kofod Lydolph, direktør i Destination Bornholm, som ugentligt offentliggør sit turismebarometer, mener helt overordnet, at sæsonen tegner til at lande på et "normalt" niveau, som altså minder om tiden før corona, hvilket vi senest oplevede i 2019, men hun erkender også, at den generelle økonomiske situation har betydning for turismen på Bornholm.

– Det er vigtigt at holde sig for øje – sådan som det også er angivet i vores diagrammer – at coronasituationen ændrede bookingadfærden på den måde, at folk bookede deres rejser meget tidligere. De tal, vi benytter, er bookinger på det angivne tidspunkt holdt op imod samme tid sidste år, og da faldt de ganske enkelt tidligere, fordi danskerne godt vidste, at muligheden for at tage til udlandet var begrænset, og mange havde slet ikke lyst til at tage til udlandet. Det gør en forskel i forhold til i år, siger hun.

– Vi ligger på niveau med sidste år i sommerugerne hos de fleste. De seneste en-to uger har vi ligget under niveauet fra sidste år, men generelt har foråret ellers været rigtig godt belagt. Kigger vi ind i sensommeren, så er der et stykke vej igen til, at vi ligger, hvor vi gerne vil. Summen af det er, at danskerne er tilbageholdende med deres bookinger, de booker kortere ophold, og tyskerne booker mere kortfristet end tidligere.

– Der er ingen tvivl om, at den økonomiske situation, som vi alle må forholde os til, har betydning for også os. Træerne vokser ikke ind i himlen, og vi skal derfor alle fortsat lægge os i selen i vores arbejde med at produktudvikle øen og markedsføre vores produkter og øen som helhed, siger Pernille Kofod Lydolph.

Diagram: Destination Bornholm

 

Normalt år med miks

Men når indekset for danskerne ligger lavere, som det gør, siger du så, at det bliver kompenseret ved flere sidsteøjebliksbookinger eller siger du, at det i faktiske tal inklusive foråret generelt set faktisk ligner sidste år?

– Ja, relativt tæt på.

Opvejer tyskerne de færre danskere?

– Hvis man skal lave en overordnet konklusion, vil jeg sige, at vi er tilbage til noget, der minder om et normalt år med et miks af flere forskellige nationaliteter. Men vi har i både 2020 og 2021 haft rigtig mange besøgende hen over sommerperioden, og der rammer vi nok et mere normalt niveau, vurderer jeg, siger Pernille Kofod Lydolph.

Destination Bornholm noterer også, at i forhold til 2019 var turistindekset for januar-maj i 2022 på 134, hvilket altså netop vidner om langt flere besøgende i årets første måneder.