De har en sæson under niveau: 'Pengene hænger tydeligvis ikke så løst på folk'

De har en sæson under niveau: 'Pengene hænger tydeligvis ikke så løst på folk'
Kate Olsen kan godt mærke, at turisterne passer lidt mere på pengene i år. Foto: Jesper Dollerup Merved
NYHED | SNOGEBÆK | ABONNENT | 6. AUG 2022 • 05:30
NYHED | SNOGEBÆK | ABONNENT
6. AUG 2022 • 05:30

Pengene sidder ikke så løst på turisterne i år, som de tidligere har gjort. Det mærker man hos Molly's verden, hvor de besøgendes købelyst ligger under det vanlige niveau.

 

 

Tidendes sommerserie

Hen over højsommeren tilbringer en journalist fra Bornholms Tidende et par dage nogle af de steder, som besøges af mange feriegæster. I denne uge gik turen til Snogebæk.

 

 

Molly's verden i Snogebæk har indtil videre haft en sommer, der rammer lidt under det normale niveau.

– Jeg synes generelt, at der har været stille i år, hvis man sammenligner med sidste år. Der er ikke helt så mange mennesker, og rigtig mange kommer bare og kigger, fortæller Kate Olsen, der står i butikken på Hovedgaden i Snogebæk.

Molly's verden ejes af Sissel Thuesen Jensen, der udover butikken i Snogebæk også har en butik i Svaneke og en webshop. Her sælger man alverdens finurlige og anderledes produkter, som Molly's verden selv beskriver det.

Kate Olsen har været ansat hos Molly's i otte år, og hun kan godt mærke, at folk er lidt mere påpasselige med pengepungen i usikre tider med krigen i Ukraine og stigende priser generelt.

– Det er lidt som om, at der ikke er så mange penge mellem hænderne. Jeg tror, at det er en uvished. Mange bliver ramt af en større strømregning, benzinen er blevet dyrere og så videre, siger Kate Olsen.

Kan I se det, hvis man kigger på de kolde tal?

– Ja, det kan vi. Nogle dage har været ekstremt stille. Pengene hænger tydeligvis ikke så løst på folk i øjeblikket.

2020 var ekstremt

Selvom man godt kan mærke, at især svenskerne, nordmændene og tyskerne i den grad er begyndt at besøge Bornholm igen efter coronapandemien har lagt sig, så er det altså ikke ensbetydende med, at man hos Molly's oplever, at kunderne strømmer til.

– I juli måned har vi altid haft åbent om søndagen, men de to første søndage i år, skete der ingenting, så der har vi valgt at holde lukket for at holde timerne nede. Vi lukker også lidt tidligere end før. De andre år har det vrimlet ind med kunder op til klokken 19, men sådan er det heller ikke i år, fortæller Kate Olsen.

Sæsonen i år står i stærk kontrast til især 2020, hvor Molly's havde et rekordår.

– 2020 var helt ekstremt. Jeg har været ansat her i otte år, og jeg har prøvet noget lignende. Der var mennesker konstant, og det var hele dagen. Nu havde folk været spærret inde så længe, og så skulle de ud at bruge nogle penge, siger Kate Olsen.

– Allerede året efter kunne vi mærke, at det var halveret. Det var nok mere normalen sidste år, men man har jo en tendens til at sammenligne og ærgre sig over, at man ikke kan nå op på samme niveau, siger hun.

Uvished og rejser sydpå

Kvinden bag Molly's verden, Sissel Thuesen Jensen, startede helt tilbage i 2004 med webbutikken blomsterverden, og siden er de to butikker i Snogebæk og Svaneke kommet til.

Molly's i Snogebæk åbnede dørerne i 2010, og man holder åbent indtil den første uge af september, mens butikken i Svaneke holder åbent året rundt.

Selvom man ikke har helt så mange kunder i år, så er det stadig planen at holde åbent ind i september, fortæller Kate Olsen. Hun gætter på, at verdenssituationen har stor indflydelse på, hvordan forretningen går.

– Det er nok også et tegn på uvished, at man ikke bare går ud og bruger nogle penge, fordi der er noget sjovt og spændende. Og så tror jeg også, at der er mange, der rejser sydpå i år, når nu muligheden er der igen.

– Det forstår man jo ikke, når vi har det så skønt her på Bornholm, siger hun.