Byggefirma laver endnu et stort overskud: 'Det kan ikke gøres meget bedre'

Byggefirma laver endnu et stort overskud: 'Det kan ikke gøres meget bedre'
Kenneth Clement Kofod (med rød hue) og Torben Kofoed Ipsen ses her tilbage i 2008, da de startede deres firma Ø-BYG ApS sammen. 14 år senere går det stadig godt for firmaet. Arkivfoto: Allan Rieck
NYHED | ABONNENT | 27. JAN 2022 • 20:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
27. JAN 2022 • 20:30

Overskuddet hos Ø-BYG ApS blev i 2021 en smule mindre end året før. Det kan dog ikke dæmpe humøret hos Torben Kofoed Ipsen, der udgør den ene halvdel af tomandsfirmaet med base i Aakirkeby. Med en ordrebog der allerede er godt fyldt op, forventer han, at også 2022 bliver god, selvom stigende priser på byggematerialer og et snart afskaffet håndværkerfradrag giver udfordringer.

 

Ø-BYG ApS har netop aflagt et regnskab, der dækker perioden fra 1. januar 2021 til 31. december 2021. Den har givet et overskud før skat på 193.767 kroner, hvilket er næsten lige så godt som i 2020, hvor overskuddet blev på 204.260 kroner.

At firmaet igen formår at skabe et stort overskud vækker glæde hos Torben Kofoed Ipsen.

– Det kan ikke gøres meget bedre, tror jeg, siger han med henvisning til, at Ø-BYG ApS siden starten i 2008 har været et tomandsfirma, som udover ham selv består af vennen Kenneth Clement Kofod.

Firmaets egenkapitel udgjorde ved regnskabsårets afslutning 498.868 kroner, og nu håber Torben Kofoed Ipsen, at 2022 igen vil bringe sorte tal på bundlinjen.

Der bliver ikke mindre arbejde, for ordrebogen har været godt booket

Torben Kofoed Ipsen, håndværker, Ø-BYG ApS

– Der bliver ikke mindre arbejde, for ordrebogen har været godt booket, siger han og forklarer, at firmaet - som kun tager imod bestillinger fra privatpersoner - i øjeblikket især laver efterisolerng og udskiftning af døre og vinduer.

– Især i år har folk været opmærksom på det og øget indsatsen for at optimere huset, siger han med henvisning til, at mange gerne vil gøre en indsats for at holde de stigende varmepriser nede.

Bekymring over stigende priser

Der er dog nogle usikkerheder for resten af året, mener han. Snart forsvinder håndværkerfradraget, men han tror dog ikke, at dette vil få den store betydning for Ø-BYG.

– Selvfølgelig vil der komme nedgang i byggeriet, tror jeg, men jeg tror ikke, det er noget, vi kommer til at mærke. Jeg tror, at hvis folk vil have noget at lave, så får de det lavet alligevel.

Til gengæld er han mere bekymret for de stigende priser på byggematerialer.

– Jeg er stadig lidt spændt på priser, for der er varslet prisstigninger stadigvæk. Sådan noget som træ er faldet lidt igen, men det er stadig usikkert. Og jeg er også spændt på, om man kan skaffe tingene hjem. Det bliver stadig lidt udfordrende i år, tror jeg, siger han.

Ø-BYG ApS tager kun imod bestillinger fra private, der eksempelvis skal have noget lavet på deres hus, da der kun er to ansatte i firmaet. Arkivfoto: Allan Rieck