Søren Thiim Andersen, der er administrator på Christiansø, synes, at det er "for dårligt", at Postnord har ændret åbningstiderne. Foto William Sonne Kaalø
Ændringer hos Postnord har fået konsekvenser for beboerne på Christiansø. Ifølge øens administrator er det "større end bare Christiansø".
Postnords brevstop har fået konsekvenser på Christiansø.
Efter den ikoniske røde postkasse er blevet fjernet, og Postnords budes aktivitet er blevet begrænset, er det nu ikke længere muligt at sende breve fra Christiansø. Pakkeposten er også blevet begrænset til om mandagen.
Det første problem er der en løsning på vej, men pakkeposten er en anden sag.
Lad os starte der. Kort fortalt betyder Postnords nye tilværelse, at øboerne kun kan modtage pakker om mandagen fremfor mandag til fredag, der tidligere var gældende. Selvom øens administrator, Søren Thiim Andersen, var klar over, at virksomheden ikke længere ville stå for brevposten, vidste han ikke, at det også ville få konsekvenser for pakkeposten.
– Vi er ikke undervejs blevet præsenteret for, at der skulle ske en betydelig forringelse af pakkeposten til Christiansø. Det er vi først blevet oplyst om umiddelbart, inden vi gik på juleferie. Derfor er det ganske nyt for os, at vi kun kan sende og modtage pakkepost én gang om ugen, siger han.
– For os på Christiansø betyder det, at der nu er sket en massiv forringelse af den service, som vi tidligere har fået herude med pakkepost til og fra øen flere gange om ugen. Nu skal vi nøjes med den her ene gang. Det er et stort problem for os på øen.
Der er mulighed for at modtage pakker fra DAO og GLS på øen, men man kan ikke sende pakker fra Christiansø fra mandag til fredag som tidligere.
Svar fra Postnord
Det er ikke kun Christiansø, hvor adgangen til pakker er blevet "forringet". På Postnords hjemmeside kan man læse, at 27 andre småøer udover Christiansø nu kun kan sende og modtage pakker gennem Postnord én gang om ugen.
Som forklaringen og som svar på kritikken svarer Postnords pressechef følgende på skrift:
– Vi har i 2026 justeret vores pakkelevering- og afhentning på en række småøer, heriblandt Christiansø, så vi nu omdeler en gang om ugen. Det skyldes, at vi siden årsskiftet ikke længere har bude på øen i forbindelse med brevlevering, og at der er tale om så få pakker, at det ikke matcher omkostningerne at sende et bud over flere gange om ugen, lyder det fra Isabella Beck Jørgensen.
Ifølge Søren Thiim Andersen får det konsekvenser for en særlig del af Danmark.
– Problemstillingen er større og omhandler mere end Christiansø. Det handler om postservice til den yderste udkant af Danmark, der indskrænkes til et absolut minimum. Det, synes jeg, er for dårligt, siger han.
Ændringerne i Postnords drift på de danske øer betyder, at man på Christiansø skal på udkig efter flere aktører.
– Vi bliver nødt til at se os om på markedet, om der er andre aktører, som er villige til at træde til og styrke pakkeposten til og fra Christiansø. Vi er interesseret i, at så mange leverandører og operatører som muligt vælger Christiansø til, fordi vi vælger ikke nogen fra, siger han.
DAO har overtaget levering af breve til øboerne, og de er nu i gang med at fremstille en postkasse. Foto William Sonne Kaalø
Ny postkasse på vej
En opgave, der ikke længere befinder sig hos Postnord, er fordelingen af breve. Det er nu DAO, der har overtaget det arbejde. Men for beboerne på Christiansø har overdragelsen ikke været uden konsekvenser. For da den røde postkasse blev fjernet, fulgte en erstatning ikke med. På nuværende tidspunkt er det derfor ikke muligt at sende breve fra øen.
Men sådan skal det ikke være meget længere, lyder det fra Steen Breiner, der er kommunikationsansvarlig hos DAO.
– Selvfølgelig skal der være en mulighed for at sende post fra Christiansø. Vi har ikke mulighed for at have en DAO-shop på Christiansø. Det, vi nu er i gang med, er at udvikle en postkasse, der kan sættes op på øen og fungere som indleveringssted. Den er stærkt på trapperne, og det betyder, at vores distributionsafdeling kontakter øen for at finde et sted, hvor den kan sættes op, siger han.
Han kan ikke sige, hvor lang tid der går, før man igen kan sende breve fra Christiansø, men det bliver "inden for kort tid".
– Det er supergodt, at vi fik den her henvendelse og blev opmærksomme på det, for det gør, at der kommer en postkasse op så hurtigt som mulig. Og så bliver det igen muligt at sende post fra Christiansø, siger han og tilføjer, at den er ved at blive fremstillet.
Det er sød musik i Søren Thiim Andersens ører.
– Jeg er glad for, at DAO har valgt at etablere en postkasse på øen, som vi har forespurgt virksomheden om. Dette betyder, at vi kan få post fra Christiansø, hvilket vi ikke har mulighed for i dag. Dette tiltag er en styrkelse af postbetjeningen til og fra Christiansø.