Det lokale elnet forsynes både af solceller, vindmøller og kraftværker på Bornholm og via søkablet til Sverige. Hvis kablet falder ud, skal den lokale produktion producere nok til at dække forbruget. Arkivfoto: Jacob Jepsen
Hurtigere end hidtil ventet vil svensk selskab udskifte den komponent, der er med til at begrænse adgangen til strøm på Bornholm.
I 2027 bliver det muligt at flytte mere strøm til Bornholm gennem søkablet fra Sverige. Det oplyser Energinet i en pressemeddelelse.
Den ekstra kapacitet i kablet vil blive opnået gennem tekniske forbedringer på svensk side, hvor en bestemt komponent skal udskiftes, inden søkablet kan udnyttes til fulde. Energinet har indgået en ny aftale med selskabet E.On, der driver elnettet i Sydsverige.
– Tidligere har E.ON indikeret, at det kunne tage op til tre år, og nu har vi underskrevet en kontrakt med dem, som sigter mod, at de kan gøre det inden for 12 måneder, siger Klaus Winther, vicedirektør og leder af systemdrift i Energinet, til TV2 Bornholm.
Kapaciteten i det undersøiske kabel forventes dermed øget til 57 megawatt inden for det kommende år, hvilket svarer til søkablets tekniske max-kapacitet.
Nedsat kapacitet
Om Energinet kan få adgang til at udnytte søkablet til fulde alle timer året rundt, vil også afhænge af andre vilkår i aftalen med E.On, hvilket Energinet ikke oplyser noget om i pressemeddelelsen.
De to selskaber har indgået en abonnementsaftale. I flere år har aftalen af økonomiske grunde begrænset den garanterede import til et niveau, der er væsentligt lavere end søkablets tekniske kapacitet på 57 megawatt, fordi elforbruget og -produktionen på Bornholm ikke gjorde det nødvendigt at transportere så store mængder strøm. Men med den hastige elektrificering er virkeligheden nu en anden, og søkablet har på det seneste betydet, at Rønne Havn og Bornholms Energi & Forsyning har måttet udskyde projekter.
Da elnettet i Skåne også er presset, har E.On ikke ønsket at give Energinet garanti for fuld importkapacitet til Bornholm i alle situationer, oplyste Energinet i september i et svar til Peter Juel-Jensen.
Aktuelt er Energinet kun garanteret at kunne importere 35 megawatt til Bornholm, men meget af tiden er det muligt at overføre 45 megawatt.
Til sammenligning er det maksimale strømforbrug på Bornholm i årets travleste timer omkring 50 megawatt, hvilket altså kun kan leveres, fordi der også er lokal elproduktion på Bornholm.