Når Det Etiske Råd anbefaler, at landbruget bør styre i retning af den økologiske produktionsform, så er rådets fokus bekæmpelse af antibiotikaresistens, skriver Bjarne Biggas. Arkivfoto: Marine Gastineau
Af: Bjarne Biggas Svaneke
Lad os lytte til advarslerne.
Truslen fra antibiotikaresistens nødvendiggør, at landbruget ændrer sin dyreproduktion, udtalte Det Etiske Råd den 7. november 2025.
Truslen nødvendiggør, at landbruget omlægger sin dyreproduktion fra den stærkt antibiotikakrævende konventionelle produktionsform til en omlægning i retning af den økologiske produktionsform, som ifølge rådet vil kunne reducere antibiotikaforbruget markant.
Derudover har økologien mange andre afgørende fordele som forbedret dyrevelfærd og mindskede udledninger af kunstgødning og pesticider.
Det Etiske Råd peger på, at antibiotikaresistens udgør en af fremtidens største globale sundhedsrisiko - og anbefalingen er klar. Danmark går foran med en grundlæggende omlægning af den intensive animalske produktionsform, der i sig selv bidrager til et unødvendigt stort behov for antibiotika.
Helt konkret opfordrer rådet til en øget indsats i sundhedssektoren og grundlæggende ændringer i den måde, at vi producerer især svin på. Ellers risikerer vi, ifølge rådet, en yderligere forværring af antibiotikaresistensen blandt mennesker, der vil ødelægge muligheden for at behandle selv ubetydelige infektioner og medføre dødsfald i et stort omfang.
Når Det Etiske Råd anbefaler, at landbruget bør styre i retning af den økologiske produktionsform, så er rådets fokus bekæmpelse af antibiotikaresistens.
Men miljø og sundhed i en bredere forstand vil med den økologiske produktionsform opleve en markant fremgang.
Kontrollen er mangelfuld
Professor i miljømedicin Philippe Grandjean har peget på, at vores omfattende brug af kemi, pesticider og kunstgødning i industrien og det konventionelle landbrug gør det stadig mere tydeligt, at vi som familier og samfund er truet på vores sundhed og miljø.
Ifølge Philippe Grandjean er kontrollen og godkendelsen af de anvendte kemiske midler udtalt mangelfuld, da den kun omfatter en meget lille del af de anvendte midler. Salget af pesticider, der indeholder PFAS-stoffer, er dybt bekymrende, fordi stofferne forurener det grundvand, som vi indvinder til at drikke, og derved ophobes det i både dyr og mennesker.
Så sent som den 10. oktober 2025 blev der i Dagbladet Information bragt en omtale af TFA (Trifluoredikesyre), beskrevet som et evighedskemikalie, som ophobes overalt omkring os – også i vores blod. Det findes nu i vores jord, planter, drikkevand og urin.
Hans Peter Arp, professor i kemi på Norges Geotekniske Institut, peger på, at forskerne i stigende grad er bekymrede for de høje og stigende koncentrationer overalt omkring os. Selvom TFA anses for mindre giftigt end andre PFAS-stoffer, så betyder den konstante TFA-eksponering, at man, ifølge Hans Peter Arp, ikke kan vurdere, hvad et sikkert niveau for TFA-eksponering er. "Vi har allerede alle de tidlige advarsler til, at vi bør stoppe det NU," siger Hans Peter Arp.
Det fremgår af samme artikel, at forekomsten af ovennævnte kemikalier er væsentligt mindre i økologiske end konventionelle produkter.
Glædeligt
Det er glædeligt, at der gribes til handling for at nedbringe mængden af PFAS i vores samfund.
Eksempelvis bliver 33 PFAS-sprøjtemidler nu forbudt, hvilket er et meget vigtigt skridt i en rigtig retning. Det ændrer bare ikke på, at vi som samfund, jævnfør ovennævnte forskere, er prisgivet de undersøgelsesprocedurer, som gælder den kemiske industri. At den eksisterende kontrol og overvågning af ovennævnte kemiske virkemidler er helt utilstrækkelig, ej heller er realistisk mulig.
Økologien er uomgængelig
Økologi er en uomgængelig del af den grønne omstilling. Det vil betyde renere drikkevand, forbedret sundhed og et miljø med plads til flere vilde planter og dyr i landbrugslandet - for slet ikke at nævne de potentielle store besparelser, der følger med færre lukkede drikkevandsboringer, sundhedsudgifter og forurenede havmiljøer.
Jeg synes, at vi skal hilse Det Etiske Råds anbefalinger velkomne, se dem som endnu en grund til at igangsætte en målrettet omlægning af det landbrug, der lige nu medvirker til skabelsen af de mange problemer, som jeg har omtalt.
Lad os helhjertet og konsekvent vælge økologi til over alt andet - det er både samfundsøkonomisk og politisk det indlysende rigtige valg.