Valget efterlader et splittet Danmark

Der mangler besindighed og realitetssans. Nogle må give køb på alle valgløfterne.

En af mine Facebookvenner skrev dagen efter Folketingsvalget: ”Så er Danmark blevet ramt af det hidtidigt største mudderskred i historien.”

Jeg er enig med ham i, at valgresultatet er mudret, og at Danmark har fået et fragmenteret folketing. Derfor er regeringsforhandlingerne komplicerede.

I min optik er det ikke antallet af politiske partier, som er problemet - og naturligvis mangler jeg Kristendemokraterne.

Problemet er de politiske meldinger, som i løbet af valgkampen er blevet mere og mere populistiske. Flere partier har snuppet hinandens bedste bud på løsninger i fremtiden – og har lige givet dem et nøk mere.

Normen er, at rigtig mange kravler højt op i træerne. Og jo højere de enkelte partier kravler op, jo længere er der ned til realiteterne på forhandlingsbordet.

Hvad er realistisk?

Der mangler besindighed og realitetssans i dansk politik – så nogle må give køb på alle de dyre valgløfter.

Populistiske partier har dyrket ekkokamre siden sidste valg – uden tanke for samarbejde med andre efter et valg. Tværtimod. I søgen efter egen succes er der nedbrudt broer – som gør ordentligt samarbejde noget nær umuligt.

Så det mest realistiske er en regering af fire eller fem partier hen over midten - måske en mindretalsregering.

I givet fald vil det ikke være første gang i Danmark. Men det ser svært ud. Så måske skal vi allerede til folketingsvalg igen indenfor et par år.

Splittelse og samling

Udsigten til en blå regering er nærmest ikke eksisterende.

For nogle årtier siden var fraktionernes størst i den røde side af Folketinget. Med partier som SAP, KAP og lidt længere tilbage VS og DKP. Men så fandt venstrefløjen sammen i Enhedslisten – og blev stærk. Nu er det den blå side af Folketinget, som er delt i rigtig mange partier, som spænder ben for hinanden.

Naturligvis skal meninger kunne brydes i den måde, vi har indrettet os på i dansk politik. Men konkret politik dannes i dag ikke på samme måde som for 30-40 år siden.

Da var det stadig i de politiske partiers vælgerforeninger, som havde stor andel i det sammen med partiernes ledelser og politiske sekretariater. I dag ryger politiske meldinger ofte ud fra dag til dag – fra centrale politikere og en mindre kreds af rådgivere.

Det betyder, at der er lidt for meget hovsa over en del politiske udmeldinger – og der er ikke tænkt nok over fortsættelsen: Samarbejdet med andre partier om rent faktisk at få noget af det gennemført i ny lovgivning.

Måske er det ikke så sært, at mange vælgere skifter parti fra valg til valg. Når de ikke længere har tiltro til politikere – som de stemte på sidst, men som ikke har leveret varen.

Bornholm

På Bornholm er der nogen afsmitning fra landsresultatet i partiernes styrke. Men først og fremmest er Lea Wermelin (S) og Peter Juel-Jensen (V) genvalgt.

Her sidder Lea Wermelin på det sikreste, socialdemokratiske mandat i kongeriget. Der er altid mest spænding om Peter Juel-Jensens mandat. Gennem årene har mange forskellige partier og kandidater forsøgt at bide ham i haserne, men uden held.

Og de to bornholmske kandidater får nok at se til - både i deres egne partier og med alle de sager, som Bornholm ønsker, at de skal bære ind på borgen.

Ikke mindst den nye bornholmske kommunalbestyrelse – med borgmesteren i spidsen – har en lang to-do-liste. Det handler om ny udligningsordning og meget mere. Alt sammen noget om bedre kommunal økonomi.

Bjarne Hartung Kirkegaard er mangeårigt kommunalbestyrelsesmedlem, landsformand og folketingskandidat for Kristendemokraterne. Han har indvilliget i at dele sine overvejelser om det overståede folketingsvalg.